Canal entre Champagne et Bourgogne

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestmail

Canal entre Champagne et Bourgogne, tidligere kaldet Canal de la Marne à la Saône, er en kanal i det nordøstlige Frankrig, der forbiner byerne Vitry-le-François og Maxilly-sur-Saône. Den er 224.191 km lang og har 114 sluser (71 på Marne siden og 43 på Saône siden) og to tunneller, Condes som er 275 m lang og tunnellen på højeste niveau mellem Balesmes-sur-Marne og Noidant-Chatenoy, 4820 m lang. som løber næsten præcist under Marnes udspring

Arbejdet på udvidelse af den gamle kanal på Marne begyndte i 1880 og kanalen åbnede i 1907.

Kanalen får sit vand fra fire søer anlagt til det formål.

Vitry-le-François: 104 m.o.h
Maxilly-sur-Saône: 187 m. o. h.
Højeste niveau: 345 m. o. h.

Allé i Saint-Dizier

Fredag morgen sagde vi farvel til Sine og Thomas, Lærke og Leonora. Efter ommøblering og oprydning sejlede vi til Chamouilley, hvor vi fik lov til at ligge udenpå en anden båd, da der ikke var flere pladser ved broen. De ville gerne sejle videre kl 7.30 næste morgen, så vi sejlede også og kom til en liggeplads nogle sluser efter Joinville, kort efter slusen St-Urbain. Søndag sejlede vi et kort stræk til Villiers-sur-Marne. Poul var lidt sløj, og vi trængte begge til en hvileeftermiddag. Det var en fredelig rasteplads med borde og bænke og tæt ved pladsen lå et gammelt vaskehus ved flodbreden.

Så er der endelig ved at være styr på en ustresset sluseteknik, når vi skal opad. Måske vi skulle have læst om andres erfaringer én gang til. Nå men når man ikke vil dét, må man jo selv opfinde “den dybe tallerken”.

Mandag sejlede vi til Chaumont. Vi skulle have købt ind og cyklede derfor til det nærmeste supermarked. Det var desværre lukket da vi kom frem, men der var en købmand i centrum, der havde åbent og så cyklede vi da derhen i stedet – vi havde ikke lige kigget på højdekurverne, men jeg skal hilse og sige, at det var god konditionstræning!

Frokost i godt selskab…

Navigation

Vi har tre forskellige kortsystemer ombord her på de franske kanaler.

Til venstre: Kortplotter med søkort, der skulle dække Europa. Informationerne på floder og kanaler er meget varierende, fra absolut ingenting over kantede billeder, retvisende billede uden så mange informationer (som det viste), til mere detaljerede oplysninger med km angivelser på km skiltene (de runde hvide ringe, der ses på billedet). Da kortplotteren er tilkoblet AIS modtager (og sender), viser den til gengæld, hvis en fragter nærmer sig. Det kan være rart, specielt i sving. Vi havde dog en lang periode hvor vi ikke havde nogen AIS signaler overhovedet. På underfundig vis fik alle fragterne pludselig AIS, da vi fik rejst antennen op igen, efter vi kom ud på Saône og broerne blev lidt højere…

I midten: Navionics på en iPad med GPS. Det indeholder en del detaljer, men har lidt for mange “lystbådehavne”, som f.eks. kan være en indsnævring efter en bro, hvor vi i hvert fald ikke lige havde lyst til at “parkere”, selv om vi har pløkke til at banke i brinken. Der mangler også informationer om faciliteter i land.

Til højre: Fluviacarte – papirsøkort og pilot i et. Indeholder mange detaljer både af sejladsmæssig karakter og informationer om faciliteter i havnene og seværdigheder i land. Desværre er de ikke altid helt opdaterede; den kortbog, vi bruger på billedet, er sidst udgivet i 2011, selv om vi har købt den i år. Det betyder bl.a. at der er angivet at man kan få vand en del steder, hvor det ikke er muligt, bl.a. i sluserne. Men det modsatte har også været tilfældet et enkelt sted.

Automatiske sluser med fjernbetjening

Tirsdag sejlede vi til Vesaignes-sur-Marne, hvor vi kunne ligge lige efter slusen. Onsdag sejlede vi gennem de sidste sluser før toppen og igennem tunnelen til en rasteplads lige efter efter denne. Vi stoppede undervejs i Langres for frokost og fik vandtanken efterfyldt. Det så ud til at være en spændende by, hvor vi burde være blevet lidt længere, men vi havde sagt til VNF folkene, at vi ville igennem tunnelen. Derudover havde vi nogle dage, hvor vi havde lidt travlt med at komme videre, da der også var meldt om manglende vand på den kanal, vi sejlede på. Så nu går det nedad resten af vejen til Middelhavet.

Sluse nr. 1 på Marne-siden. Sidste opslusning på turen til Middelhavet.

Næste dag sejlede vi først gennem 8 sluser, der var i serie, således at den næste sluse var klar når vi nåede frem. Dernæst tog vi et par sluser mere før vi stoppede for natten i Plepabe. Fredag fortsatte vi nedstigningen og sejlede først til en rasteplads ved Cusey, hvor vi var ved frokosttid, men der var ikke vand som forventet. Det var ellers meningen, at vi ville have holdt en vaske/hviledag der. Så efter frokost sejlede vi videre til Pouilly-sur-Vingeanne, hvor vi kunne cykle til en købmand i Fontaine-Francaise. Undervejs i en sluse så jeg en isfugl, der satte sig på sluselinen et øjeblik, indtil den fik øje på mig og fløj forskræmt væk. Samme dag så vi også en odder.

Så er vi igennem tunellen

Lørdag sejlede vi videre til Maxilly-sur-Saône, hvor der var en fin rast med vand og strøm, mod at gå til bageren og købe poletter. Skilte og bageren fortalte at man fik strøm til 3 timer på en polet. Søndag fik vi vasket tre maskinfulde ved 60 grader og en ved 40 grader og konstaterede at vi havde strøm i mindst 8 timer på en polet. Måske det skulle have været 3 kWh i stedet? Omvendt – en ny polet kom i om aftenen og den holdt op med at virke ved syvtiden næste morgen. Og der havde vi IKKE brugt nye 3kWh. Mængden af vand der kunne fås på en polet fandt vi ikke ud af, men måske DEN holdt op med at virke efter 3 timer. Da vi ville efterfylde efter måske 4 timer, var der i hvert fald lukket for vandet igen. 

Her i Nord-/Midtfrankrig dyrkes der solsikker – formentlig primært til fabrikation af olie. Vi har ikke set mange solsikkekerner i butikkerne men masser af solsikkeolie.

Flere billeder

Canal lateral à la Marne + Orconte

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestmail

Lige før tunnelen på Canal de l’Aisne à la Marne sejlede vi forbi noget, der lignede et sommerland for mindre børn. Vi undersøgte det på nettet, det var et sted der hed Grinyland, og det lød som det helt rigtige sted for en småbørnsfamilie.

Så lørdag morgen pakkede Sine og Thomas taskerne og tog afsted sammen med børnene. Det var en kæmpesucces og de var først klar til at komme tilbage til aftensmad. Vi andre kunne så til gengæld sejle igennem hele dagen, så det blev til nogle sluser og nogle km. Vi standsede i Châlons-en-Champagne, en hyggelig havn, hvor der ikke var ledige pladser, men vi fik lov til at ligge udenpå en Peniche. 

Châlons-en-Champagne er første sted vi har set en pumpe til affaldsvand. Det så dog ikke ud til at blve taget så alvorligt, da adgangen var spærret af både. Havnen tilbyder sig også som vinterhavn og det gav anledning til at vi begyndte at snakke lidt om hvad planer vi egentlig havde. Inden afgang hjemmefra havde vi spøgt med at det kunne jo være at vi skulle overvintre i Paris. Nu var vi sejlet uden om Paris og sejlsæsonen er lang endnu, så vi fandt ud af at vi egentlig gerne ville helt til Middelhavet.

Søndag sejlede vi videre ad kanalen og endte med at ligge ved en øde kaj ved en gammel nedlagt fabrik eller hvad det nu var. Det var mange år siden der havde været aktivitet der, det har vi set en del af efterhånden.

Mandag sejlede vi så videre mod Vitry-le-François, hvor vi drejede til højre og ind på Canal entre Champagne et Bourgogne og frem til en holdeplads med vand og strøm nær byen Orconte.

Bombe…
Børnene blev efterhånden mere sikre i vandet, det var sjovt at lege bold med onkel

Tirsdag morgen tog vi afsked med Aksel, blev kørt til toget mod Paris, hvor han skulle flyve til Manilla. Resten af familien skulle først hjem fredag.

Vejret var blevet varmere og de lovede hedebølge (40+ grader) de næste dage. Det gjorde det sværere at sove ordentligt om natten for både børn og voksne, og trætheden var begyndt at gnave. Og hvordan overlever man 42 grader i skyggen? Er det bedre at køre mod DK i en airconditioneret bil? Der blev indkaldt til ”Familieråd” Rådet besluttede, at familien blev ombord, Sine gik ned og sov til middag sammen med Leonora, og vi blev liggende, hvor vi var, med adgang til vand og strøm og skygge fra midt på eftermiddagen, så vi kunne køle os med at bade i kanalen eller under den kolde bruser, og båden blev kølet lidt af inden natten.

Hvad er en båd uden egen swimmingpool?

Det var en god beslutning. Vi havde nogle dejlige dage hvor vi badede, hyggede og stønnede, og det gik faktisk forbavsende godt med de 40+ grader.

Canal lateral à l’Aisne og Canal de l’Aisne à la Marne

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestmail

Lørdag tog vi en lang sejldag hvor sejlede ad Canal lateral à l’Aisne og ind på Canal de ’Aisne à la Marne, hvor vi lagde til ved et Halte lige efter sluse 4 ved Cormicy. Det blev skråparkering, for vi kunne kun få stævnen ind til kajen. 

Den nye badestige er en stor succes

Der skulle have været vand at få ifølge vores kort, det var dog ikke tilfældet længere. I det hele taget er der en del steder, også i sluserne, hvor der er markeret vand i kortet, vandhanerne er der også, men der er ikke vand i dem. Så tap vand, når du kan!

Der var til gengæld borde og bænke under skyggefulde træer og lægivende hække. Det udnyttede vi til morgenmad den ene dag, for der var ret blæsende på pladsen de dage.

Notre-Dame de Reims er den romersk-katolske domkirke i Reims i Frankrig. Kirken er viet til Jomfru Maria og er bygget i gotisk stil. Den er en af Frankrigs største katedraler og er berømt for sin rigt udsmykkede facade. Katedralen var til 1825 kroningskirke for Frankrigs konger.

Søndag tog vi på sightseeing i Reims i lånebilen som havde plads til 7. Vi købte en skattejagtsboks på turistkontoret og fulgte så instrukserne i boksen. På den måde kom vi rundt i den indre by og fik information om de forskellige seværdigheder og pakker med små overraskelser undervejs. Der var både noget for store og små og boksen kan fint anbefales. Den er lidt dyr, men der er fin valuta for pengene.

I en af pakkerne var et lille sort bånd med guldsymboler, som vi skulle hænge op et sted i byen for at vise, at vi havde været der
Champagnehuset Veuve-Clicqout – den gule enke. Læs evt. denne interessante artikel i Berlinske

Mandag sejlede vi til Sillery, som ligger 10 km syd for Reims. En fin havn med udmærkede faciliteter. Næste formiddag havde vi fundet et legeland i udkanten af Reims, som Sine og børnene blev sat af ved. Vi andre skulle på ”overgivelsesmuseum”. Troede vi. Der var lukket! Heldigvis fandt vi ud af det, lige da vi havde sat Sine og børnene af, så Aksel gik med i legeland og vi andre returnerede til båden til lidt afslapning. Legelandet var ok, men ikke noget særligt, så til middag var de klar til at blive hentet.

Onsdag formiddag nåede vi så museet. Det var her, der forhandledes hen over dagen og ud på de små timer inden Tysklands kapitulation i Europa. Museet var ikke så stort, men emmede af historiens vingesus. Absolut værd at besøge, hvis man er historisk interesseret.

Det underskrevne kaptulationsdokument

Overgivelsesmuseet

General Eisenhowers øverste hovedkvarter (SHAEF) var i efteråret 44 flyttet til lokaler på Reims tekniske kollegium, hvor det ikke var forventeligt at fjenden ville opdage dem. 

I hovedkvarterets kommandorum forhandlede repræsentanter for de allierede styrker med repræsentanter for Det Tredje Rige d. 6.maj om betingelser for våbenhvile og mandag den 7. maj 1945 kl. 02:41 afsluttes den anden verdenskrig i Europa med ubetinget overgivelse af Det Tredje Rigs væbnede styrker. 

Denne betydningsfulde nyhed blev delt samtidig den følgende dag, den 8. maj, kl. 15 fra hovedstæderne i de allierede nationer. 

Hovedkvarteret, inklusive dets Salle de la Signature (Underskrivelsesrummet), som er forblevet intakt. blev i 2005 omdannet til et museum. Museet viser blandt andre attraktioner mere end 50 autentiske historiske voksfigurer.

I kommandorummet (underskrivelsesrummet) hænger store kort over frontlinier, forsyningslinger og meget andet. Det centrale er forhandlingsbordet hvor stolene er mærket med navne på Det Tredje Riges og de allieredes forhandlere.

Musée de la Reddition

Kommandorummet

Onsdag eftermiddag stod den på champagnerundvisning. Der havde været ønske om et sted, hvor vi både kunne se vindruemarker og høre om den første proces og om hvordan champagnen så efterfølgende blev produceret og der måtte også gerne være plads til børn. Da vi havde bil til rådighed, var beliggenheden ikke så vigtig. Valget faldt på champagnehuset Gremillet

Det var et godt valg. Vi fik vores egen spændende rundvisning og champagnesmagning, hvor vi selv var med til at vælge, hvad vi ville smage. Naturligvis købte vi også nogle flasker med hjem, det var efter vores smag meget velsmagende champagner og i den nogenlunde betalbare ende. Det lykkedes endda at få nogle champagneflaske-lukkere med logo med i købet – gode hvis noget af flasken skal gemmes til dagen efter.

De næste par dage stod den på hygge med børnebørnene, mens forældrene var på kærestetur, som de havde fået i fødselsdagsgave. Da de kom tilbage fredag middag, sejlede vi videre på kanalen og gennem tunnelen til Port de Vaudemanges, en gammel vendeplads med flere beboede penicher.

Flere billeder

Canal lateral à l’Oise og Canal de l’Oise à l’Aisne

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestmail

Der fulgte nogle store pløkke/hegnspæle med båden, da vi købte dem, de er blevet fundet frem, børstet af for den værste rust og afskallet maling og har pt. fast plads på ruffet. De anvendes ved fortøjning, hvor der ikke er nogen pullerter, det fungerer fint. 

“Kantstensparkering”

Vi fandt en kantplads lidt oppe ad canal de la Sambre à l’Oise ved Tergnier/Fargniers, bankede pæle i og fortøjede. Der var en lille vej ved siden af kajkanten, en masse biler ved huse i nærheden, og vi tjekkede Google Maps for en rute for kørsel i bil til vores placering. Det så fint ud, så familien fik placeringen pr. sms. De var kørt fra Vadum tidligt lørdag morgen og med stop undervejs ankom de lidt i 23. Desværre var der oppe ved den lidt større vej, hvor de skulle dreje ned, et indkørsel forbudt skilt (med en fransk tekst nedenunder), og trætte, som de var, lod de sig ikke overtale til at trodse skiltet. I stedet fandt de en parkeringsplads og bar og skubbede kuffeter og klapvogn det meste af en km for at komme ned til os. Vi gik dem i møde og havde lidt ondt af dem. Sengene var redt, ungerne blev puttet, vi fik en hurtig øl og alle gik til køjs.

Søndag blev bilen hentet ned til båden og tømt for alle vores bestillinger, der blev pakket ud og organiseret, herefter sejlede vi alle til Chauny, en hyggelig havn og by med y-bomme mod kajen. 

Mandag blev børnebørnene hos os, mens børnene tog afsted for at se Tour de France. De skulle komme tilbage omkring aftensmadstid, men ringede at bilen var gået i stykker inden de havde nået at se cykelløb, de og bilen var kørt til et værksted, som først havde tid til at kigge på bilen den følgende mandag, og de ventede på afklaring omkring en lånebil. Afklaringen lod vente på sig, det endte med at de blev indlogeret på et hotel i Reims. Dagen efter fik de at vide, at de kunne få en bil kl. 10, men de valgte at vente til om eftermiddagen. Derved fik de mulighed for at være med i startområdet i Reims til dagens etape. De kom således hjem hen på eftermiddagen med lånebil, souvenirs, goodies og sågar autografer. Så det blev heldigvis alligevel til Tour de France, som de havde glædet sig til i snart et år.

I mellemtiden havde vi hygget med børnene, fået installeret ny maceratorpumpe og ny lækker badestige. Vi havde ikke fået den badestige vi havde bestilt (!?), men en helt anden. Den var til gengæld meget bedre viste det sig senere. 

De næste dage var fredelig sejlads ad Canal de l’Oise à l’Aisne. Vi overnattede ved Halte Nautique i Pinon, en dejlig grøn plet med borde og bænke og indkøb i nærheden – ingen facilteter. Næste stop Halte Nautique Pagny-Filain, hvor vi kunne få el og vand mod betaling af 7€ for overnatning. Overnatningsstedet lå kort før toppen af kanalen, hvor vi skulle igennem en tunnel, og lige ved siden af en stor sø. Søen var til alle former for vandsport og fungerer som vandreservoir for kanalen. Sidste stop Halte Nautique Bourg-et-Comin, endnu et dejligt sted lige ved kanalens udløb i Canal lateral à l’Aisne. El og vand ved broen og gratis overnatning. Indkøbsmuligheder i nærliggende by. 

Flere billeder

L’Escaut Canalisé, Canal de St. Quentin

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestmail
På vej ind i den over 5 km lange Riqueval tunnel.

Både vores pilotkort og tekst på slusen indikerede, at de næste mange sluser skulle åbnes med en fjernbetjening, som vi skulle have udleveret i slusen. Der var dog ingen bemanding og ingen steder at få udleveret en sådan, men der var da et telefonnummer vi kunne ringe på. Det gjorde vi og en flink dame sendte en VNF mand ud til os. Han kunne dog ikke noget engelsk og havde ingen fjernbetjening med, men med google translate og et opkald til en anden VNF mand, der kunne agere tolk lykkedes det at få en aftale om at vi blev hvor vi var og næste dag ville der komme en mand med en fjernbetjening og lukke os igennem den første sluse. Vi nød aftenen på en kanal der tegnede lige efter vores hoved – masser af natur og fred og ro.

Næste dag kom der som aftalt en mand med en fjernbetjening og vi kunne så klare os selv i sluserne. Det gav en dejlig ro, at der ikke hele tiden var nogen der stod og ventede på at vi kom ind, fik fortøjningerne om noget at holde i og kom ud igen efter endt slusning. Vi kunne gøre det i vores eget tempo og vi fik prøvet lidt forskellige taktikker af. 

Efter 6 sluser var vi i Camprai. Her var en lystbådehavn med både vand og strøm. Efter sigende også internet, det fik vi dog ikke rigtigt til at virke. Cambrai var et meget hyggeligt sted og da vi var startet på renovering af søgelænderlisten i Charleroi, fortsatte vi her og fik lakeret den nogle gange. Detbetød at vi lå i Cambrai i 4 nætter. 

Hygge i Camprai

Normalt foretrækker vi at lave aftensmad selv og går kun i byen når der er en speciel lejlighed. Vi havde bryllupsdag, mens vi lå i Cambrai, og fejrede den med et besøg på O Gout du Jour, som lå højt på Tripadvisor og tæt på havnen. Vi blev ikke skuffede – veltillavet og smukt serveret mad, venligt og imødekommende personale og rimelige priser. Det kan bestemt anbefales.

Saint-Quentin kanal er en kanal i det nordlige Frankrig, der forbinder den kanaliserede Escaut flod i Camprai med Canal latéral à l’Oise og Canal de l’Oice à l’Aisne i Chauny.

På toppen er der to tunneller, Riqueal tunnellen på 5670 m og Lesdins tunnellen på 1098 m. Den første af tunnellerne skal man trækkes igennem af en eldrevet pram.

Kanalen blev bygget i to faser, den anden meget længere end den første. Kongens ministre Colbert og Mazarin havde begge foreslået at forbinde floden Oise og floden Somme i det 17. århundrede og dette resulterede i kanalen Crozat, eller Canal de Picardie, mellem Chauney og Saint-Simon i 1738. Resten, forbindelse mellem Saine og Escaut blev en langvarig proces. Den oprindelige arkitekt, Devicq i 1727, døde i 1742. Meget lidt blev fuldført indtil Napoleon befalede arbejdet genoptaget i 1801. Han var tilstede ved åbningen i april 1810.

Kanalen blev så stor en succes, at det var nødvendigt at dublilkere sluserne hele vejen tidligt i det 20. århundrede, og samtidig uddybedes kanalen, tunnellerne blev gjort større og vandtilførslen blev øget. Senere forbedringer inkluderede elektrtisk træk af pramme gennem tunnellerne, installeret under første verdenskrig, mekaniske sluser og belysning af de travleste sektioner.Senere blev sluserne udstyret med stænger til automatisk selvbetjening før og i slusen, og endnu senere med håndholdte fjernbetjeninger. i 1878 passerede dagligt op mod 110 pramme top niveauet. Canal du Nord blev bygget som parallelrute, færdig i 1965. På kanalen fragtedes større mængder gods end på nogen anden menneskeskabt vandvej i Frankrig i 1964.

Under første verdenskrig var kanalen en del af Hindenburg linien, en tysk defensiv position bygget vinteren 1916-1917. De alllieredes indtagelse af St. Quentin kanalen i 1918 var en betydelig del af hundrede dages offensiven, som førte til våbenstilstand.

Mandag morgen tog vi afsted fra Camprai og sejlede sydpå ad den smukke kanal. Midtvejs mod Riqueval-tunnelen skulle vi melde adresse (til opkrævning af gebyr) og hvornår vi ville sejle igennem. Vi valgte at nyde kanalen og gå igennem onsdag. Der er kun én daglig afgang i hver retning. Kl. 8.45 var vi ved opsamlingspladsen og kl 9 begyndte VNF folk at få os linet op efter vægt bag ved en elektrisk slæbebåd, tungeste båd først, og med 2×30 m snor mellem os, der skulle krydses. 30 m lød af meget synes vi, men da først slæbebåden satte i gang og derefter sagtnede farten lidt igen, kunne vi se at det ikke var spor for meget, hvis ikke bådene skulle sejle op i hinanden på opskuddet. Uden motor havde vi jo ingen bremser. Vi havde læst at det var vigtigt at snorene var lige lange. Det erkendte vi så også var rigtigt. Vi havde ikke de store problemer, men den 14 tons tunge motorbåd foran os havde store problemer. Vi forsøgte at justere på slæbetovene et par gange undervejs (højst 10 cm), men det blev aldrig perfekt. Men en spændende oplevelse.

Efter tunnelen var der en god timers sejlads med 4 km i timen (fartbegrænsningen på kanalen) til næste tunnel, og det var ikke tilladt at gøre holdt undervejs. Vi kom afsted som nr. 2 båd men nr 3 ville overhale selv om vi sejlede med 8 km i timen (vi prøvede nogenlunde at følge båden foran), så vi gav plads til den og sidste båd, hvorefter vi satte farten lidt ned. Da vi næsten var fremme ved næste tunnel, var de andre både ved at fortøje ved kajen og gøre klar til frokost, mens de ventede på grønt lys. Efter en halv times tid kom det grønne lys svarende til at vi havde sejlet med de påbudte 4 km i timen efter første tunnel. Nu var frokosten så nydt, og de var klar til at sejle videre. Vi var ikke forberedte på denne gradbøjning af reglerne, så frokosten skulle først forberedes, men vi var usikre på, om signalet ville skifte til rødt igen, og hvor længe vi så skulle blive liggende, så vi sejlede med igennem og spiste frokosten på den anden side af tunnelen, hvorefter vi sejlede til St. Quentin, hvor der var en lystbådehavn. Der var ikke så mange faciliteter længere og den lå i et industrikvarter i udkanten af byen, men til gengæld var der lås på porten, og både strøm og vand og så var den gratis!

Vi brugte nogle dage i St. Quentin til at tjekke en meget lille diesellæk, mistanken går desværre på en utæt dieseltank. Lækken er ikke større end vi kan leve med den til efteråret, så må vi se hvad vi kan gøre. Derudover til at ordne det sidste stykke med børnenet i søgelænderet inden børn, svigersøn og børnebørn ankommer.

Fredag eftermiddag var vi på storindkøb, vi havde tænkt at sejle et stykke fredag, men det blev for sent, så lørdag morgen tog vi afsted for at finde et hyggeligt sted, hvor vi kunne få familien ombord og hvor der kun var en lille sejltur til Chauny som så ud til at være et godt sted at ligge et par dage og få pakket ud og falde lidt til.

Flere billeder