Hunter Valley vine

23/9 17

Two Fat Blokes

Hunters Valley er et af Australiens vinområder med en masse små vingårde, der laver fortræffelig vin. Vi fandt en billig campingplads ved en ridebane og søgte på åbne vingårde og ture. Ret hurtigt fandt vi et firma med forskellige ture, excellent karakter på Tripadviser og opsamling på ens adresse, så man man smage vin uden at skulle køre bil bagefter. Desværre var næste dags halvdagsture udsolgt og der var lige præcis 2 pladser tilbage på deres billigste (men ikke billige) heldagstur. Dem købte vi.

Næste dag blev vi hentet ved campingpladsen og sammen med et ungt par fra Sydney og 9 damer til polterabend weekend kørte vi rundt til 5 vingårde, flere klassificerede med 5 stjerner, og et bryggeri. Hvert sted smagte vi 6-7 forskellige gode vine (90-125 kr’s klassen). Typisk først en mousserende, så 2-3 hvide, måske en rosé, 2 røde og 1-2 søde.

Et sted kombineret med forskellige luksuschokolader, hvor vinene var udvalgt til at passe til chokoladen og hvor man skulle smage på vinen før og efter chokoladen, det var forunderligt, hvilken forskel det gjorde på smagen af vinen.

Et andet sted fik vi frokost (gourmet picnic som chaufføren havde medbragt) med vin efter eget valg blandt de vine vi havde smagt. Her hørte vi også mere om, hvordan man holder polterabend – eller rettere weekend – i Australien.

Et tredie sted syv forskellige gourmet oste med 7 forskellige afpassede vine.

Masser af vand, men ingen kaffe, der kunne døve smagsløgene. Det var en spændende oplevelse at få lov at smage alle disse vine, god mad og en god øl til sidst. Men også en lang dag, hvor vi for vores skyld godt kunne have sprunget en eller to vingårde over – men ikke dem med frokost, ost og chokolade.

Alle billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *