Frihed til at komme ud
2/5 20 – 31/5 20
2. maj var en glædens dag. Vi fik lov til at gå tur – alene – og kun mellem 6 og 10 eller 20 og 23, men det var alligevel kæmpe stort.
Poul kunne genoptage de lange gåture …
… og jeg var en tur ved stranden og dyppe tæerne i vandet.
Og vi kunne tage en tur i gummibåden, en rotur altså – det skulle jo være for at motionere, så motoren måtte ikke bruges.
Jeg roede, alene, ud på havet kl. 11 om formiddagen, men fandt ud af, at det sandelig ikke var tilladt, det skulle være indenfor de fastlagte tidszoner. Ordnung muss sein.
Midt i maj blev det tilladt for bådejere, der boede i Badalona eller tilstødende kommuner, at komme ned og se til deres både. Det blev også muligt at få pakker sendt til havnen igen, så vi fik endelig vores fjernbetjening og senere en ny grill, da den gamle var kaput.
Marinebutikkerne åbnede heldigvis også, så vi kunne få en ny landgangsbro, da den gamle brød sammen.
I slutningen af perioden fik vi også pakket en grap bag, da vi jo håbede, at vi lige om lidt skulle krydse Middelhavet.
Snart (ny-)normalt?
1/6 20 – 21/6 20
D. 1. juni blev det tilladt at bevæge sig indenfor regionen, og dermed også sejle op til 12 sømil væk fra havnen. Det virkede ikke særlig interessant for os, vi ville østpå mod Grækenland, hvor vi stadig håbede at familien ankom 1. juli. Vi forsøgte at få tilladelse til at sejle ind i Italien, som tilsyneladende havde åbnet for sejlads og ankomster, det lykkedes imidlertid ikke, og vi måtte som alle andre blive hvor vi var.
Der blev også åbnet for udendørs servering på restauranter og butikker åbnede op.
Så vi kom en tur i Ikea og lidt senere på restaurant.
Pludselig gik det stærkt, og d. 21. juni blev alle restriktioner for at bevæge sig rundt ophævet. Vi var fri til at sejle.