Fra Badalona til Grækenland

Mallorca

21/6 20 – 27/6 20

Barcelonas havnefront, næsten ud til Badelona til højre

Endelig fri. Vi sagde farvel til sejlerne på broen,  checkede ud på havnekontoret og fik fendere og fortøjninger af vejen. Og så sejlede vi ud af havnen for sidste gang med kurs mod Port de Sóller på Mallorca

Jeg så en delfin ca. 2 timer efter start, den dukkede op 2 m fra båden, men forsvandt i dybet igen. Jeg så også noget halvstort 50-100 m væk, delfiner eller muligvis fisk der sprang op af vandet, måske jaget af hvaler?

Vi så også en enkelt færge, men ellers var det småt med skibe

Om natten var der morild eller selvlysende dyr i vandet, bl.a. noget goblelignende der lyste hele vejen langs med skibet. Desværre lå telefonen nede hos Poul der sov, så vi fik ikke billeder.

Jeg observerede 10-15 stjerner i horisonten på en lang række med samme afstand imellem??? – ups det var ikke stjerner, de flyttede sig og gik ret hurtigt ud. Poul kunne næste dag forklare fænomenet – opsendelse af Starlink-satelitter til at dække jordkloden med wifi. Det var solen, der reflekteredes i satelitterne. Senere ville de blive spredt mere.

Efter en meget rullende nat med svage vinde nærmede vi os Soller, om ikke udhvilede så dog friske. Og sikke en fantastisk smuk ø og spektakulær indsejling til den naturllge havn. Vel indenfor lagde vi anker på 8 m vand.

Indsejlingen til Sóller
Tættere på

I Catalonien er Skt. Hans (de kalder det Sant Juan) normalt årets største fest med bål på stranden, masser af fyrværkeri og kanonslag (de havde varmet op i Badalona i flere dage), men der blev lukket på stranden i år på grund af Corona. Det gjorde der også i Port de Sóller, og der var heller ikke noget fyrværkeri.  Men heller ikke så mange mennesker.

Dagen efter nød vi livet for anker. Vi var en tur i land og kigge på Hotel Marina, hvor jeg var på ferie med mine forældre for 40 år siden. Vi fik en is og tog tilbage og badede fra båden.

Hotel Marina midt i billedet

Torsdag gik vi til Sóller og kiggede på byen. Den havde samme provinsby-stil over sig som en dansk provinskøbstad, her tænker jeg på byens størrelse, husenes størrelsesfordeling, torv, handelsgade osv. Derudover er der selvfølgelig ikke meget dansk over Sóller.

På Mallorca har de også snerler, de gør bare mere væsen ud af sig…

Både Picasso-salen ved jernbanestationen, museet og kirken var lukkede, men vi spiste en fantastisk frokost på Bar Molino, en restaurant med gode anmeldelser 600 m væk fra centrum, det var helt bestemt både spadsereturen og pengene værd (og betalbart).

Den gamle sporvogn mellem Port de Sóller og Sóller startede netop denne dag med at køre igen efter Coronastoppet, så vi kørte med den tilbage til havnen. Konduktøren var meget påpasselig med at sørge for, at vi havde maske på og sprittede af, og det er helt fint, hellere for meget end for lidt, og i al offentlig transport er maske påbudt. 

Konduktøren står klar til at tage imod rejsende

I det hele taget begynder der at komme mere liv i byen, flere gæster og flere både, så det mærkes at Spanien er gået til ny normal.

Fredag var dasedag, og så var vi klar til næste stræk, som endte med at blive hele vejen til Sardinien.

Alle billeder

Sardinien

27/6 20 – 29/6 20

Vi startede tidligt lørdag morgen med kurs mod Carloforte på Sardinien.

Mallorcas nordvestkyst er meget flot med høje klipper og mange huler. Der var mange ude at sejle og fiske, også i små joller, der er lidt svære at se, men radar hjælper

Den sorte sejler – sådan ser mange ud efterhånden. De danske sange der beskriver hvide sejl på bælt og fjord skal snart skrives om…

Klar af Mallorca var der ikke flere skibe tilbage, men en del fiskeflag de første mange sm.

Vi observeret en fisk eller hval, der plaskede 3 gange i vandet. Afstanden var for stor til at kunne identificere hvad det var.

Vores hund, Chanel, har efterhånden holdt sig 24 timer og skal lave pøller (hun ryster, det er et sikkert tegn) – det er ikke let at få hende overbevist om at hun skal skide på dækket, men en dyrlæge fortalte engang, at det ikke er farligt, hunden skal nok aflevere hvad den skal, når den ikke kan holde sig mere. Ganske rigtigt. Og selvfølgelig fik hun stor, stor ros. Forhåbentlig lærer hun det efterhånden, hun er ret lærenem.

Natten var rolig, vi så ikke andre skibe.

Når vi sejler langt skiftes vi til at holde vagt. Om dagen er der ikke nogen fast opdeling, men deler vi op således at jeg går ned og sover efter aftensmaden og til efter midnat, hvor Poul vækker mig og jeg afløser ham. Jeg tager så vagten indtil ved 5-6 tiden, lidt afhængig af hvor træt jeg er og om Poul selv vågner. Når han har overtaget vagten, går jeg ned og får et par timers søvn mere.

Næste dag så jeg en springende delfin lige ved siden af styrepladsen, den var der kun én gang og så var den væk. Skulle måske lige se, hvad jeg var for en.

Det blev overskyet en overgang, men så blev det solskin igen. Vinden tiltog til 4 m/s – stadig for lidt at sejle på. Vi så et enkelt skib – en olietanker, der passerede os i en afstand af 1/2 sm.

Igen en rolig nat. Næste morgen nærmede vi os Sardinien. Der begyndte at komme enkelte fiskerbåde. dog ikke nogen vi var på kollisionskurs med.

Ved ankomsten til Carloforte blev vi modtaget af havnens personel i en gummibåd, de hjalp os på plads. Vi fortøjede langskibs på den yderste flydebro i den nordlige del af havnen. Vi var trætte i kroppene af for lidt/afbrudt søvn og konstant vipperi. Selv om overfladen på havet er blank i nær vindstille, er den ikke flad, dønningerne kan rulle langt og længe.

Der var lokalt blæsevejr hele dagen ned gennem strædet mellem hovedøen og den lille ø San Pietro, hvor Carloforte ligger.

Det var vores bryllupsdag og vi havde besluttet at gå ud og spise om aftenen. Vi havde fundet et sted, der havde ok anmeldelser og italiensk mad. Det viste sig at de gjorde meget i fisk og skaldyr, men de havde dog også landdyrskød. Nå men vi kastede os ud i fisk og skaldyr – hvem skulle have troet, at det skulle ske for os, der ikke er så meget for fisk. Det smagte fantastisk.

Da vi kommet hjem igen og var ved at gå i seng lød der brag rundt omkring – det viste sig at være ude fra ydermolen, der var stort fyrværkeri lidt i 23, vi lå så absolut i førsteposition – heldigvis var der et stykke derud, ellers er fyrværkeri og både jo ikke den bedste cocktail. Men vinden bar fra, så det var bare at nyde det, det var fantastisk flot. Tænk at de sådan fejrede os på vores bryllupsdag 🙂 🙂

Turen hjem ad vejen langs havnen

Sardinien til Sicilien

30/6 20 – 3/7 20

Vi drejer rundt om hjørnet for at gå mod Palermo

Vi startede ved 10-tiden fra Carloforte efter at have været en tur i supermarkedet og købe ekstra vand, sodavand og “nødrationer”.

Der er et skydeområde syd for Sardinien. Pilot-bogen angiver ikke, hvordan man kan finde ud af, om der er skydning, men anbefaler at gå udenom. Det betyder en omvej på 10 sm, så vi fulgte efter en sejlbåd, der gik gennem skydeområdet 10 sm foran os, uden problemer …

Det var blæsende rundt om Sardinien med øer. Da vi kom rundt om hjørnet, drejede vinden drejede, så vi havde den næsten plat. Vi gik for motor og storsejl, vi forsøgte på et tidspunkt med en spilet genua, men spilerstagen, som forlænges med et trykknapsystem, forkortede sig selv. Den trak heller ikke så meget som ventet, så den blev rullet ind igen og motoren startet påny.

Vinden løjede af om aftenen til næsten vindstille om natten. Der var flere sejlbåde, der var på vej i samme retning som os, de overhalede os, vi gik godt 5 knob økonomifart, de gik tæt på 8, men brugte sikkert ikke mere diesel, end vi gjorde.

Morgenen kom med tågebanker over havet. Dejligt med både radar og AIS. Efterhånden brændte solen tågebankerne helt væk og det blev en dejlig dag, hvor havet blev mere og mere fladt. Vi så en lille flok hvaler, og vi så skildpadder – det lignede noget organisk affald der flød i overfladen, men da vi kom tæt på, stak det et hoved op og forsvandt under vandet, det lignede pludselig en skildpadde. Det endte med at vi så 7 af disse flydende ting, det var skjoldet, der buede op over vandet, de har nok ligget i overfladen og solet sig. Og når vi så 7, har der været mange. De var svære at se, hvis vandet ikke var blankt.

Det blev aften og der kom lidt vind. Vejrudsigten var nu 1 1/2 døgn gammel, forhåbentlig holdt den stadig. 20 minutter over tolv overtog jeg vagten og Poul gik ned for at sove.

Lidt før kl 0100 begyndte motoren kortvarigt at gå op i omdrejninger. Det har vi prøvet før, hvor dieselfiltrene var tilstoppede. Det blevværre og jeg vækkede Poul. Der var 20 SM til Sardiniens nordvestlige spids, Capo San Vito.

Vi satte farten ned for at mindske diesel-gennemstrømningen, Poul koblede et filter fra, det hjalp ikke, han satte en pumpe i gang, der muligvis ville hjælpe, det gjorde det ikke, tilsidst valgte vi at skifte to af tre filtre, det sidste kan ikke skiftes mens motoren er varm. Så vi satte sejl (vinden var i mellemtiden løjet til 3 m/s) og jeg kæmpede med at holde os på en kurs, hvor vi havde vind i sejlene, mens Poul skiftede filtre. Uden styrefart kan autopiloten ikke styre. Jeg erfarede, at med så lidt vind var det nødvendigt at have mesansejlet sat, for at roret ikke skulle stå på tværs og vi kun drev sidelæns. Det lykkedes efterhånden at få lidt styrefart. 

Efter at Poul var færdig med at skifte filtre, rullede vi sejlene ind igen og startede motoren. Det gik meget godt til at starte med og Poul gik ned og prøvede på at sove igen. Men problemet var ikke væk men kom ikke så tit. Alternativet til at gå til Palermo var at gå ind til en lille havn, San Vito lo Capo, på den nordvestlige spids. Efterhånden nåede vi ind til Sardinien, hvor vi skulle tage stilling til, om vi skulle prøve at fortsætte til Palermo eller vi skulle gå ind til San Vito lo Capo. Der skulle komme pæn vind i løbet af formiddagen, der kunne hjælpe os på vej mod Palermo, så vi valgte at prøve at fortsætte. Poul overtog vagten og jeg gik ned for at sove.

Der gik desværre ikke lang tid, før jeg blev vækket igen – den er helt gal, vi har mistet fremdriften fra propellen. Det kunne være fastgøringen af skrueakslen i gearboksen, det havde været et problem før, men burde være løst. Det kunne ikke løses uden at vi lå stille. Og det ville tage en 6-8 timer, mente Poul.

Vi besluttede at sejle tilbage til San Vito lo Capo for at løse problemet og satte sejl. I mellemtiden var den vestlige vind kommet allerede nu kl. 8 og det blæste 10 m/s som vi skulle krydse op imod. Det er vist første gang vi har krydset i Thistle, det gik bedre end jeg havde forventet, vi kommer da fremad. Men vendingerne var svære, da farten ikke var så stor og det er en tung dame med et lille ror. Og hydraulisk styring giver ingen rorfornemmelse. Vi har kun instrument-indikatoren. Vi diskuterede om vi turde sejle ind i havnen eller vi skulle lægge os udenfor for anker. Vejrudsigten sagde, at vinden ville holde sig i vest og aftage, så ankerpladsen kunne godt være en løsning. Poul ville dog prøve, om vi kunne krydse for storsejl alene, for så kunne vi komme i havn. Det gik slet ikke, vi kunne ikke vende. Motoren blev startet og sattes forsigtigt i gear i tomgang, det lykkedes og skruen gav fremdrift. En beredvillig sejler forsøgte at gelejde os ind på en plads, den interne kommunikation var dog for dårlig og den sproglige kommunikation til sejleren var heller ikke god. Vi var kommet lidt op mellem to broer, men et forsøg på at sætte i bak for at vende rundt fik skruen til at stå af igen, så der var ingen anden udvej end at rulle et ”frimærke” ud og sejle stille ud af havnen igen. Lidt udenfor havnen kastede vi anker, fik noget at drikke og sundede os lidt. Derefter gik Poul i gang med at skille motorrummet ad for at komme ned til samlingen mellem aksel og gear, mens jeg gik ned og prøvede at få en lur. Der gik dog ikke mere end en times tid, så kunne jeg høre han lagde låg på motorrummet. Det var ikke skrueakslen, der sad løs, men der var vand i gearolien i det hydrauliske gear. Det kunne han ikke løse selv.

Den defekte oliekøler. Saltaflejringerne burde have advaret os om at køleren ikke havde det for godt, men det er jo altid let at være bagklog.

Vi besluttede at udnytte den friske vestenvind til at sejle til Palermo. Så håbede vi bare, at vi nåede frem inden vinden døede helt. Samtidig søgte vi information på facebook, Middelhavssejlerne, om erfaringer fra reparationer i Palermo. Vi fik fine hints fra Troldand, der har ligget i vinterhavn der 2017 -2018. Vi kontaktede marinaen som vi fik link til og forklarede vores problem – det kneb lidt med at forstå hinanden, der blev viklet lidt italienske ord ind i det engelske fra Chiara (som vi skulle hilse fra Troldand) og sikkert noget fordansket – i hvert fald med tydelig dansk accent – på min side. Så vi sms’ede sammen i stedet. Der blev hurtigt taget kontakt til en mekaniker og der blev sørget for at vi kunne få hjælp, når vi skulle i havn, muligvis uden propel. Vi blev også bedt om at sende mærke og model samt billeder af gearboksen. 

Vi var lidt usikre på om vi ville gå i havn med det samme, når vi kom frem eller kaste anker udenfor havnen. Det afhang bl.a. af hvornår vi kom frem og her var vi jo afhængig af at vinden ikke døde helt.

i løbet af efterdagen/aftenen skiftedes vi til at hvile lidt, hvis nu vi skulle sejle det meste af natten for at komme frem, men meget søvn blev det ikke til. Vinden aftog efterhånden lidt, men holdt sig, til vi skulle dreje i sydlig retning mod Palermo. Her drejede vinden med rundt, så vi stadig havde den ind lige agter, og aftog. Samtidig sprang den jævnligt bag de høje klipper, der er ved hjørnet. Poul havde i mellemtiden fået den ide, at han måske kunne skifte olie. Vi havde ikke noget gearolie ombord, men vi havde noget hydraulik-olie og det kunne måske bruges, hvilket han fik bekræftet af gode folk på nettet.

Farten lå nu omkring 1 knob, så bliver 6 sømil langt. Så det endte med at Poul gik i gang med at skifte olie. Den gamle olie han fik ud havde mere karakter af mayonaise end af olie, heldigvis fik han det ud mens det var varmt. Ny olie blev hældt på, der var nu 4 sømil til ankerpladsen hvor vi havde besluttet at stoppe. Motoren blev startet og forsigtigt sat i gear – vi sejlede på under halv kraft ligeså stille mod ankerpladsen. Kl godt 23 kasted vi anker og fik en stille drik på agterdækket, før vi kravlede til køjs.

Næste dag startede vi fra ankerpladsen kl 8 og sejler stille mod havnen. Inde i havnen bliver vi modtaget af xx på kajen ved den plads, vi skal ligge på, og hendes onkel i en gummibåd, klar til at skubbe for at hjælpe, men det lykkes ved egen hjælp at komme ind på plads. Efter lidt frem og tilbage ligger vi endelig så vi kan få landgangsbroen ud og få en kop kaffe på agterdækket, inden jeg går op og ordner papirer. 

Alle billeder