Thames Barrier er en kontrolstruktur, der har til formål at regulere vandstanden i Themsen ved Woolwich i London. Det er verdens næststørste bevægelige dæmning efter Oosterscheldekering i Holland. Byggeriet blev indledt i 1974, og barrieren stod færdig i 1984.
Strukturen befinder sig på et sted, hvor floden er 523 meter bred. Den deler Themsen ind i seks sejlbare og fire mindre, og ikke sejlbare, kanaler mellem ni store betonbrygger. Portene er radiale, det vil sige formet som halvcylindre og kan roteres, så de danner en barriere. De kan også hæves i forbindelse med vedligeholdelsesarbejde. De fire porte i midten er 61 meter lange, 10,5 meter høje og vejer hver 1.500 ton, mens de ydre porte er 31,5 meter lange. Der er også fire sænkbare porte ved bredden. Portene er normalt åbne for skibstrafik, men når det er nødvendigt, lukkes de for at hindre, at højvande i Themsens munding får vandstanden i floden til at stige.
Vi havde strømmen med os ud af Themsen, så vi kom ud til en sideflod, The Swallows, før strømmen begyndte at vende ved middagstid. Her gik vi ind og fandt en bøje, vi kunne fortøje ved.
Efter at have pustet ud oven på den første spændende sejltur og fået en god nats søvn, var vejrudsigten god. Vi skulle dog gå lidt sydpå og sejle mod Dunkerque på den franske kyst, så ville vi få rolig sejlads over kanalen.
Vi var forberedte på at gå ind i kanalerne og sejle ad “stande mast” ruten i Holland, men vejret var så godt, fladt vand og blide vinde fra sydøst, det kunne ikke være bedre. Så vi valgte at fortsætte sejladsen på Nordsøen. Det blev en dejlig og rolig sejlads, måske lige bortset fra passage af indsejlingen til Europort, Rotterdam midt om natten. Der var lige en hektisk times tid, med dobbelt vagtbemanding.
Efter godt og vel et døgns sejlads syntes vi, at det så ud som om at der var ved at være lavvande i dieseltankene, så vi valgte at gå ind til Den Helder for at tanke. Der kunne nu ikke være så meget igen i tankene, så målerne går åbenbart ikke så langt ned. Så fik vi den erfaring.
Ude igen og efter endnu et døgns sejlads nåede vi til Cuxhafen. Det var udenfor sæsonen, flydebroerne var ikke lagt ud og havnen var lukket, så vi kunne ikke komme ud fra havneområdet, men der var en enkelt bro at ligge ved. Vi fejrede, at vi var kommet så langt på kort tid, og at resten af turen, bortset fra Kielerkanalen, var kendt farvand.
