Cockpittelt

Vi elsker at sidde ude på agterdækket, men har savnet at kunne skabe læ.

Da vi købte båden, fulgte der en bimini med tilhørende skyggesider med. Biminien skulle dog sys efter, før den kunne sættes op. I Danmark er det oftest læ snarere end skygge, der er brug for, specielt på et højt agterdæk, så biminien blev foreløbig pakket væk.

Vi havde engang på en bådudstilling forsøgt os med spørgsmålet om et telt til en af kalechesælgerne, de var overhovedet ikke interesserede i at se på opgaven, så det døde ligesom der og vi klarede os med et par tilskårne stykker lærred, der kunne bindes fast til biministativet og en løs teltstang.

Lige før vi tog afsted mod middelhavet, blev den gamle bimini fundet frem og repareret. Den skulle monteres på vantene, hvilket gjorde den besværlig at håndtere. Det forhindrede også, at den kunne bruges med masterne lagt på dækket, så vi måtte lave en ekstra til det formål. 

Biminierne fungerede glimrende i Middelhavet og vi havde endda anbragt solceller på taget af den forreste del, men vi turde ikke lade det sidde oppe i blæsevejr, så vi måtte pille det hele ned flere gange. Derudover var biminien lidt for smal, så man stødte hovedet mod  skyggesiderne, når man sad på bænken. Men nu gik turen snart tilbage til det køligere fædreland, så tanken om en bedre løsning lå lige for.

Et dansk par, vi mødte i Grækenland, havde fået syet bimini og nyt telt hos en lokal teltmager og var rigtig godt tilfredse, så vi kontaktede ham for at lufte vores ideer og få et prisoverslag.

Vores tanker gik på at få lavet et glasfibertag til solceller mellem agterenden af storsejlsbommen og mesanmasten. Fra dette og agterud en ny bimini og under det hele teltsider, som kan rulles op eller helt fjernes, alt efter behov. Selv til græske priser blev det ikke billigt, men vi vurderede, at nytten af teltet ville være prisen værd.

Det nye telt er meget flexibelt i forhold til både sol og specielt vind, det er altid muligt at få læ, og det er også muligt at fjerne noget af biminien mens siderne fortsat giver læ. De gamle skyggesider er syet om, så de kan monteres på den nye bimini.

Da både mesanmast og 4 vant går gennem biminien, og da siderne stopper ved søgelænderet, så solcellerne på siden stadig er aktive med monterede teltsider, er teltet ikke helt vandtæt, så i regnvejr placerer vi hynderne på en stol agter, så holder de sig fint tørre.

Stålarbejde, tag og telt blev lavet vinteren 2021/22, mens vi var i Lefkada, Grækenland, pris ca. 60.000 kr. Vi fik det lavet af Takis Paspalidis, Yachtshelter Lefkada

Alle billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *