L’Escaut Canalisé, Canal de St. Quentin

Facebooktwitterredditpinterestmail
På vej ind i den over 5 km lange Riqueval tunnel.

Både vores pilotkort og tekst på slusen indikerede, at de næste mange sluser skulle åbnes med en fjernbetjening, som vi skulle have udleveret i slusen. Der var dog ingen bemanding og ingen steder at få udleveret en sådan, men der var da et telefonnummer vi kunne ringe på. Det gjorde vi og en flink dame sendte en VNF mand ud til os. Han kunne dog ikke noget engelsk og havde ingen fjernbetjening med, men med google translate og et opkald til en anden VNF mand, der kunne agere tolk lykkedes det at få en aftale om at vi blev hvor vi var og næste dag ville der komme en mand med en fjernbetjening og lukke os igennem den første sluse. Vi nød aftenen på en kanal der tegnede lige efter vores hoved – masser af natur og fred og ro.

Næste dag kom der som aftalt en mand med en fjernbetjening og vi kunne så klare os selv i sluserne. Det gav en dejlig ro, at der ikke hele tiden var nogen der stod og ventede på at vi kom ind, fik fortøjningerne om noget at holde i og kom ud igen efter endt slusning. Vi kunne gøre det i vores eget tempo og vi fik prøvet lidt forskellige taktikker af. 

Efter 6 sluser var vi i Camprai. Her var en lystbådehavn med både vand og strøm. Efter sigende også internet, det fik vi dog ikke rigtigt til at virke. Cambrai var et meget hyggeligt sted og da vi var startet på renovering af søgelænderlisten i Charleroi, fortsatte vi her og fik lakeret den nogle gange. Detbetød at vi lå i Cambrai i 4 nætter. 

Hygge i Camprai

Normalt foretrækker vi at lave aftensmad selv og går kun i byen når der er en speciel lejlighed. Vi havde bryllupsdag, mens vi lå i Cambrai, og fejrede den med et besøg på O Gout du Jour, som lå højt på Tripadvisor og tæt på havnen. Vi blev ikke skuffede – veltillavet og smukt serveret mad, venligt og imødekommende personale og rimelige priser. Det kan bestemt anbefales.

Saint-Quentin kanal er en kanal i det nordlige Frankrig, der forbinder den kanaliserede Escaut flod i Camprai med Canal latéral à l’Oise og Canal de l’Oice à l’Aisne i Chauny.

På toppen er der to tunneller, Riqueal tunnellen på 5670 m og Lesdins tunnellen på 1098 m. Den første af tunnellerne skal man trækkes igennem af en eldrevet pram.

Kanalen blev bygget i to faser, den anden meget længere end den første. Kongens ministre Colbert og Mazarin havde begge foreslået at forbinde floden Oise og floden Somme i det 17. århundrede og dette resulterede i kanalen Crozat, eller Canal de Picardie, mellem Chauney og Saint-Simon i 1738. Resten, forbindelse mellem Saine og Escaut blev en langvarig proces. Den oprindelige arkitekt, Devicq i 1727, døde i 1742. Meget lidt blev fuldført indtil Napoleon befalede arbejdet genoptaget i 1801. Han var tilstede ved åbningen i april 1810.

Kanalen blev så stor en succes, at det var nødvendigt at dublilkere sluserne hele vejen tidligt i det 20. århundrede, og samtidig uddybedes kanalen, tunnellerne blev gjort større og vandtilførslen blev øget. Senere forbedringer inkluderede elektrtisk træk af pramme gennem tunnellerne, installeret under første verdenskrig, mekaniske sluser og belysning af de travleste sektioner.Senere blev sluserne udstyret med stænger til automatisk selvbetjening før og i slusen, og endnu senere med håndholdte fjernbetjeninger. i 1878 passerede dagligt op mod 110 pramme top niveauet. Canal du Nord blev bygget som parallelrute, færdig i 1965. På kanalen fragtedes større mængder gods end på nogen anden menneskeskabt vandvej i Frankrig i 1964.

Under første verdenskrig var kanalen en del af Hindenburg linien, en tysk defensiv position bygget vinteren 1916-1917. De alllieredes indtagelse af St. Quentin kanalen i 1918 var en betydelig del af hundrede dages offensiven, som førte til våbenstilstand.

Mandag morgen tog vi afsted fra Camprai og sejlede sydpå ad den smukke kanal. Midtvejs mod Riqueval-tunnelen skulle vi melde adresse (til opkrævning af gebyr) og hvornår vi ville sejle igennem. Vi valgte at nyde kanalen og gå igennem onsdag. Der er kun én daglig afgang i hver retning. Kl. 8.45 var vi ved opsamlingspladsen og kl 9 begyndte VNF folk at få os linet op efter vægt bag ved en elektrisk slæbebåd, tungeste båd først, og med 2×30 m snor mellem os, der skulle krydses. 30 m lød af meget synes vi, men da først slæbebåden satte i gang og derefter sagtnede farten lidt igen, kunne vi se at det ikke var spor for meget, hvis ikke bådene skulle sejle op i hinanden på opskuddet. Uden motor havde vi jo ingen bremser. Vi havde læst at det var vigtigt at snorene var lige lange. Det erkendte vi så også var rigtigt. Vi havde ikke de store problemer, men den 14 tons tunge motorbåd foran os havde store problemer. Vi forsøgte at justere på slæbetovene et par gange undervejs (højst 10 cm), men det blev aldrig perfekt. Men en spændende oplevelse.

Efter tunnelen var der en god timers sejlads med 4 km i timen (fartbegrænsningen på kanalen) til næste tunnel, og det var ikke tilladt at gøre holdt undervejs. Vi kom afsted som nr. 2 båd men nr 3 ville overhale selv om vi sejlede med 8 km i timen (vi prøvede nogenlunde at følge båden foran), så vi gav plads til den og sidste båd, hvorefter vi satte farten lidt ned. Da vi næsten var fremme ved næste tunnel, var de andre både ved at fortøje ved kajen og gøre klar til frokost, mens de ventede på grønt lys. Efter en halv times tid kom det grønne lys svarende til at vi havde sejlet med de påbudte 4 km i timen efter første tunnel. Nu var frokosten så nydt, og de var klar til at sejle videre. Vi var ikke forberedte på denne gradbøjning af reglerne, så frokosten skulle først forberedes, men vi var usikre på, om signalet ville skifte til rødt igen, og hvor længe vi så skulle blive liggende, så vi sejlede med igennem og spiste frokosten på den anden side af tunnelen, hvorefter vi sejlede til St. Quentin, hvor der var en lystbådehavn. Der var ikke så mange faciliteter længere og den lå i et industrikvarter i udkanten af byen, men til gengæld var der lås på porten, og både strøm og vand og så var den gratis!

Vi brugte nogle dage i St. Quentin til at tjekke en meget lille diesellæk, mistanken går desværre på en utæt dieseltank. Lækken er ikke større end vi kan leve med den til efteråret, så må vi se hvad vi kan gøre. Derudover til at ordne det sidste stykke med børnenet i søgelænderet inden børn, svigersøn og børnebørn ankommer.

Fredag eftermiddag var vi på storindkøb, vi havde tænkt at sejle et stykke fredag, men det blev for sent, så lørdag morgen tog vi afsted for at finde et hyggeligt sted, hvor vi kunne få familien ombord og hvor der kun var en lille sejltur til Chauny som så ud til at være et godt sted at ligge et par dage og få pakket ud og falde lidt til.

Flere billeder

Bruxelles-Charleroi kanal, Canal du Centre (BE), l’Escaut (Schelde)

Facebooktwitterredditpinterestmail
Enkelte sluser er så store, at de kræver elevator…

Vi fandt en høj spunsvæg, hvor vi kunne fortøje for natten og vi var omgivet af natur. 

Lørdag gik turen mod Frankrig. Det var en tur med smukke områder men også med meget industri – eller nedlagt industri. Der var ikke mange steder, hvor vi kunne ligge. Og vi manglede VAND. Der var ikke vand ved vendepladsen, så vi satsede på at få vand i en sluse. Den første sluse skulle have vand, men slusevagten mente ikke der var tid til at vi kunne få noget. Senere overså vi at der var skiltet med vand i en sluse, vi lå på den forkerte side og så det først på vej ud.

Den anden danske båd vi har mødt. Vi fulgtes ad gennem nogle sluser
Flydepullerter er en meget behagelig ting

Vi kom til en lystbådehavn, men vi gik på grund da vi forsøgte at komme ind. Den næste lystbådehavn (Mons) var heller ikke dyb nok ifølge vores Navionics kort, så vi sejlede forbi. 10 km længere henne blev vi anråbt af en fragtskipper, kanalen var spærret et par km længere fremme på grund af en sammenstyrtet bro. Vi blev enige om at ligge at kigge efter, den var god nok, så vi sejlede tilbage til fragteren og spurgte om han vidste hvornår der kunne sejles igen. Mandag morgen kl. 6. Og han vidste ikke hvor vi kunne få vand ud over den sluse vi havde passeret for længe siden. 

Tidligere på dagen var vi kommet til at sluse sammen med en anden dansk båd, som var sejlet ind til Mons. Jeg havde også fået gjort opløsningen lidt mindre på dybdekurverne fra sonarmålinger på kortet, så nu så det pludselig ud som om det måske kunne lade sig gøre at komme ind til broerne i Mons alligevel. Så vi besluttede at prøve og listede ind mod gæstepladserne. Havnechefen kom ud og sagde, at der ikke var plads men vi kunne være yderst på en bro. Det var indenfor den indhegnede del, så vi kunne ikke umiddelbart komme i land, men der var vand. Så det startede vi med at fylde på og så fik vi vand i hanerne igen, det var dejligt.

Havnen var desværre meget urolig, den lå uafskærmet midt i en sø, hvor der blev sejlet om kap med vandscootere, og hvor speedbåde trak folk i tuber i fuld fart. Det fortsatte til ved 10-tiden om aftenen og havde som konsekvens, at vi måtte have skriddug på bordet, for at tallerknerne ikke skulle rusche ned under rulleriet.

Derfor tog vi ud af havnen ved middagstid søndag efter at være nået til bunds i vasketøjsstakken og have toppet op med vand. Vi fandt en kaj vi kunne ligge ved og nød roen og en dejlig Sankt Hans middag på agterdækket. Mandag morgen passerede vi så den ødelagte bro.

Resterne efter oprydning – det ene motorvejsspor er væk

Broen var formentlig ødelagt med vilje, Belgien har 3 broer af samme type som den der styrtede sammen i Genova i Italien sidste år og dræbte 38 mennesker, og der har været en del debat om hvad man skulle stille op med den situation.

Kort efter broen skulle vi til venstre – troede vi. Der så imidlertid meget dødt ud ved den sluse vi skulle igennem, så lidt nærmere granskning på nettet afslørede, at den kun blev betjent på anmodning ,og den anden ende af kanalen var vist lukket. Heldigvis er der flere veje til Rom så vi fortsatte og drejede til venstre en times tid senere ned ad l’Escaut.

I byen Escaut, hvor vi endelig var kommet ind i Frankrig, skulle vi så til højre – men ak – vi gik på grund! Så vi fortsatte til venstre som de andre! Vi har ikke så gode kort over de belgiske vandveje, så vi er blevet snydt et par gange.

Til venstre var også ok, det ledte os på rette vej sydpå mod enten kanal St. Quentin eller canal du Nord.

Det var en hyggelig flod, men der var ikke rigtig nogen steder hvor vi kunne ligge og de to lystbådehavne vi mødte kunne vi ikke komme ind i pga. dybgangen. Til sidst fandt vi et gammelt faldefærdigt bolværk som vi lagde os op ad for natten.

Bolværket var ikke noget at skrive hjem om, men der lå et meget hyggeligt hus ned til pladsen.

Noget af aftenen blev brugt på at finde ud af hvilken rute vi skulle tage. Det endte med at vi valgte St. Quentin. Der er ganske vist flere sluser, men det er udpræget den, der lyder hyggeligst. Og vi er her jo for at nyde tilværelsen, og kommer vi ikke til Reims til Tour de France, må de unge mennesker tage bilen og køre dertil.

Så næste morgen fortsatte vi mod syd, drejede af mod St. Quentin og stoppede lige før den første sluse i Iwuy.

Flere billeder

Sambre

Facebooktwitterredditpinterestmail

Sambre er en flod der har sit udspring i Frankrig og det meste af sit løb i Belgien. Floden løber ud i Meusefloden ved Namur.

Torsdag middag sejlede vi op ad Sambre. Vi havde set at der skulle være nogle drypstenshuler i Floreffe som der ikke var så langt til. Det kneb lidt med at finde et sted at parkere, men det lykkedes til sidst et par km udenfor byen. 

Næste dag ville vi så op og se huler. Et opslag på internettet og tilhørende Google Translate fortalte os dog at der kun var adgang med bestilt guide. For det første ville prisen blive lidt høj og for det andet var sandsynligheden for, at der lige stod en guide og trippede for at vise os hulerne, nok ikke stor. Så vi opgav og sejlede videre.

Sambre er meget præget af industri, bl.a. omkring Charleroi, hvor der er kæmpe fabrikker og anlæg, der genbruger metalskrot.

Charleroi ligger ca. 50 km syd for Breuxelles og har over 200.000 indbyggere.

Charleroi med forstæder strækker sig langs begge bredder af Sambre i et område mærket af kulminer og stålindustri, der har givet det øgenavnet Pays Noir (“det sorte land”. Området er del af Industribæltet, som følger dalen langs flloderne Haine, Sambre, Meuse og Vesdre.

Selv om de fleste fabrikker er blevet lukket siden 1950’erne, er landskabet stadig pæget af tipvognsspor og gamle industribygninger.

Nedlagt industri ved indsejling til Bruxelles-Charleroi kanalen

Liggepladser/havne er der ikke så mange af, men ofte er der plads ovenfor sluserne. I Charleroi fandt vi ingen plads så vi sejlede videre. Jeg så et glimt af et skilt i Marcinelle slusen som indbød til søgning efter informationer, det kunne vi jo passende gøre, når vi fandt et sted for natten. Næste sluse Monceau-sur-Sambre blev betjent af to unge fyre der ikke kunne meget engelsk. Da vi var kommet næste op, så jeg et skilt magen til og vi blev liggende i slusen mens det blev nærstuderet. Der kuldsejlede vores plan om at sejle til Frankrig og Reims via Sambre og Canal de la Sambre à l’Oise. Et stykke af den franske del af kanalen var spærret ved Vadencourt.  Nøje granskning af vores kanalkort bekræftede dette og kanalstykket havde i øvrigt været lukket siden 2006. Ups. Vi må blive bedre til at forberede os! Heldigt vi fandt ud af det allerede nu.

I mellemtiden var vi kommet ud af slusen og var sejlet lidt videre. Men der var ingen grund til at fortsætte ad den vej. Så vi sejlede tilbage til slusen for at gå igennem. Den var til gengæld lukket for natten (klokken var efterhånden blevet halv otte) og ville først åbne kl. 7 næste morgen. Men så var der jo ro og fred i indsejlingen til slusen. Så jeg studerede kort, spurgte på facebook og fik svar, mens Poul lavede noget mad til os. Og så blev en ny ruteplan lagt. Vi skulle tilbage til Charleroi, hvor Canal Chaleroi – Bruxelles går fra. Ad den kan vi komme til Canal de St. Quentin eller Canal du Nord – vi har ikke valgt hvilken én det bliver endnu. Begge fører ned til samme område som Canal de la Sambre à l’Oise. Og skulle være sejlbare.

Kl 7 lørdag morgren var vi klar (der lå en stor fragter lidt oppe ad floden og vi kunne ikke ligge hvor vi lå, hvis han skulle igennem). Vi fik kontakt til slusemesteren og han fik gjort slusen klar til os. Og så var der lige pludselig noget galt med gashåndtaget. Vi kunne skifte mellem frem og bak, men ikke give gas. Heldigvis virkede gashåndtaget i styrehuset, så vi kom ind i slusen ved, at jeg stod ved gashåndtaget i styrehuset og Poul styrede og kommanderede til ”maskinrummet” fra agterdækket, hvor der er udsyn. Efter at vandet var tømt af slusen fik vi lov at ligge mens Poul fandt ud af om det bare var en løs møtrik eller gaskablet var knækket. Det var desværre det sidste. Vi spurgte slusemester om der var et sted i nærheden hvor vi kunne ligge, der var et sted 10 minutters sejlads fremme, hvor der var en vendeplads (de lange fragtere kan ikke vende på kanalen, kun der hvor der er havnebassiner eller disse vendebassiner). Vi havde godt set den på turen den anden vej, der lå nogle gamle ombyggede fragtere ved forfaldne kajanlæg, ikke så inspirerende, men nu var situationen en anden. En tur til Middelhavet med kommandobro og ”maskinrum” er ikke en option.

Vi sejlede ind i vendebassinnet og lagde til et sted hvor vi kunne få stævnen ind til en duc d’albe beregnet til fragtere med en bro til land og hækken fortøjet med en lang snor til en anden duc d’albe. Poul fik det knækkede gaskabel fisket ud og så skulle vi, ved hjælp af gaskabel og Google Translate, se om vi kunne finde nogen, der kunne hjælpe os med, hvor vi kunne købe et nyt. Da vi sejlede ind i bassinet var der ikke meget liv, men nu var der kommet liv i en anden båd, der lå udenpå to (tidligere) fragtere, så vi startede der. De tre mand ombord kunne ikke meget engelsk, havde et par forslag, hvoraf et var en bilreservedelsforhandler 4 minutters gang væk. Det gav ikke noget, bortset fra en ny vinduesvisker (den gamle var gået i stykker).

Her havde vi lagt til først

I den inderste fragter skulle der være en, der kunne engelsk, han var hjemme, da vi kom tilbage, og var meget behjælpsom, ringede til en fyr (han åbenbart kendte) i en bådshop/værft i en by 13 km herfra. De havde måske det, vi skulle bruge, men havde lukket lørdag og søndag. Claude, som han hed, tilbød at køre os mandag. Endvidere kunne vi lægge os bag ved den anden mindre båd udenpå de to fragtere, der var mere sikkert at ligge, og vi kunne også få strøm i begrænsede mængder af ham. Tænk, at der findes så hjælpsomme mennesker. Claude og hans kone boede ombord på fragteren, som de havde sejlet med tidligere. For en del år siden havde de bygget den om til beboelse og restaurant, som de havde drevet en del år, men nu var de stoppet og havde lagt båden her på vendepladsen i Charleroi. Her havde de nu boet i 4 år og nu var båden til salg.

Den ombyggede fragter

Vi fik købt ind og fik god frokost, og der faldt lidt ro på. Vi kommer tidligst videre tirsdag, så vi har et par dage til at få ordnet lidt mere fra den der to-do-liste.

Søgelænderet skulle skilles ad, fordi der skulle laves fastgørelsespunkter til det net, der skal sikre børnebørnene mod at falde ud gennem søgelenderet.

Mandag kørte vi så til bådshoppen, som havde alt muligt. Også gaskabler, bare ikke de rigtige. Så vi kørte tilbage igen med uforrettet sag men adresse på en navngivet person (vores fragtermand) og Poul gik i gang med internet og kontakt til Tommy alias Assens Bådcenter, som vi har brugt i mange år. I løbet af eftermiddagen havde de fundet ud af hvad det var der skulle bruges, bestilt det hos Palby, der afsendte direkte til Belgien. Vi manglede også en låsering som ved afmonteringen fløj et ukendt sted hen, det kunne Tommy dog ikke levere og hverken autoshoppen vi havde besøgt eller det cykelværksted vi besøgte mandag for at få en sådan, kunne hjælpe os. Nå men både T-Hansen og Biltema var leveringsdygtige så familien måtte holde for igen. Thomas tog straks afsted til Biltema i Aalborg Syd, tilbage til Vadum og sendte pakken i Spar. Da den kom frem var der endda lækre lakridser i til Pouls store glæde. Tak Thomas.

Det gav os så endnu et par dage til to-do-listen mens vi ventede på pakker fra Danmark. Torsdag eftermiddag var begge pakker med ude til levering, men ak – retur til depotet med mangelfuld adresse. Det har vi ligesom prøvet før, men nu havde vi jo en navngivet person med en rigtig adresse, der ovenikøbet kunne tale fransk! Det viste sig at der engang havde været en bro over kanalen lige ved vendepladsen og gaden fortsatte over broen og langs vendepladsen. Det er blot gledet ud af bl.a. de kortdata GLS bruger. Nå, men næste morgen  tog vores kære Claude sin motorcykel og kørte 40 til depotet, fik pakkerne og kørte 40 km tilbage igen og leverede dem til os. Han har bestem fortjent den flaske god Ouzo, vi stadig havde fra sidste års bridgetur til Lesbos.

Selv om der ligger ombyggede fragtere på vendepladsen, bruges den stadig til sit oprindelige formål.

Vi fik kablet monteret, købt ind og så var det tid at sige farvel og sejle ud på kanalen mod Bruxelles.

Flere billeder

Meuse og Namur

Facebooktwitterredditpinterestmail

Efter Liège begynder landskabet at ligne noget af det vi har drømt om. Først i det fjerne men efterhånden sejler vi i dalen mellem mindre bjerge og byer langs floden – det er rigtig kønt.

Bedding – bådene trækkes på land sideværts, det giver god mening.
Og når det ikke kan svare sig at vedligeholde længere?…

Natten blev tilbragt ved en sluse, hvor der var helt roligt og kun en hundelufter og en enkelt kondiløber – og en pragtfuld natur.

Tirsdag sejlede vi til Namur. Vi ville en tur op at se citadellet. Mens Poul luftede hund, bankede jeg for gud ved hvilken gang hovedet ind i en af træbjælkerne, der bærer de liggende master. Denne gang føltes det dog lidt anderledes, så hun tog et par timer eller 3 på langs for en sikkerheds skyld. Så citadellet blev udsat. Onsdag regnede det, så vi bestemte os til at blive og få gang i et par af tingene på to do-listen. Her fik vi besøg af to betjente fra marinepolitiet, som spurgte om vi var blevet kontrolleret af marinepolitiet og om vi ikke  kom fra Liége? Det gjorde vi jo, og vi havde papir fra slusen, men vi havde ikke talt med nogen fra marinepolitiet om båden. Så ville de gerne kontrollere papirer og tjekke diverse. Igen så det ud til at dokumenterne fra FTLF og samling på de øvrige papirer gav pote. Vi slap med at sige ja til at have ildslukker og redningsveste ombord.

Ordforklaring: Et citadel (italiensk lille by) eller kastel er et lille, stærkt fæstningsanlæg. Det er den sidste forsvarslinje. Det kan ligge inden for by- eller slotsmuren eller være bygget ind i dem.

Endelig torsdag formiddag kom vi afsted og så det kæmpestore forsvarsanlæg på toppen af bakken mellem Meuse og Sambre.

Citadellet eller slottet i Namur er et fort i Valloniens hovedestad, hvor floderne Sambre og Meuse løber sammen. Det stammer oprindeligt fra den romanske æra, men er blevet ombygget adskillige gange. Dets nuværende form blev tegnet af Menno van Coehoorn og videreudbygget af Vauban efter angrebet i 1692. Det er blevet klassificeret som et betydeligt historisk sted i Vallonien.

Det originale citadel stammer fra 937. Det fik sin nuværende udformning mellem 1631 og 1675, da byen var under Nederlandsk kontrol. Den  seneste udvidelse kaldes Terra Nova for at skelne det fra det mindre Médiane fort bygget tilsvarende i 1542 og følgende år. Forskellige yderligere skanser blev bygget i det 18. århundrede. Fortet blev nedlagt som militær post i 1891, hvor forsvaret blev overtaget af en ny ring af forter rundt om Namur, beregnet på at forhindre byern i at bilve angrebet af artilleri. Denne ring blev forsvarspositionen i 1930’erne. Citadelet blev da anvendt som beskyttet hopeld for PFN kommandoposten.

Sammen med Dinant, Huy og Liège udgør Citadellet i Namur en del af de såkaldte Meuse Citadeller.

… hvor floderne Sambre og Meuse løber sammen.

Flere billeder

Maas/Meuse/Albert Kanal og Liège

Facebooktwitterredditpinterestmail
Thistle i Liège

Lige efter grænsen til Belgien kom vi til den første sluse, der løftede os 13 m i vejret. Før slusen var det solskin og varmt, efter slusen var det stormvejr! Så forskelligt kan det opleves at være lidt under terræn og noget over terræn. Resten af turen til Liège var en blæsende og kold fornøjelse.

I slusen skulle vi op på kontoret for at vise bådens papirer, det er så første gang vi har oplevet det. Vi skulle fortælle hvilken havn vi kom fra og hvad næste havn var. Det vidste vi ikke helt endnu, så vi sagde Frankrig. Vi fik så et fint papir, hvor vi var registreret og vi havde nu tilladelse til at sejle gennem Belgien til Frankrig.

Vel fortøjet i Liège fandt vi ud af at det egentlig kunne være dejligt at blive i 3 dage. Vi trængte til at dase lidt og måske også få lavet lidt af det der står på to-do-listen. Og naturligvis se byen. Vi har faktisk aldrig været i Belgien før (undtagen på motervejen).

Fyrstepaladset

Lørdag startede vi med at læse en masse om Belgien, belgierne og Belgiens historie. Efter frokost gik vi så ud for at se fyrstepaladset, rådhuset lidt af byen og gågaderne og et bymuseum om belgiernes liv. Vi fik også en belgisk vaffel og lidt godt med hjem til kaffen.

Springvand på den store grund, hvor der engang lå en stor domkirke
På Bymuseet var dette fantastiske sceneri af bylivet på torvet i gamle dage
Et lille udsnit der viser detaljeringsgraden
Kloakrør fra middelalderen i kælderen under bymuseet. Duften var derefter…
Belgisk vaffel med chokokladestænger i

Søndag morgen havde Poul lavet morgenboller, det var helt stille og solen skinnede, så vi skulle da have morgenmaden på agterdækket. Da vi er ved at gøre klar, siger Poul pludselig: ”hvad i alverden er der sket der?” Nabobåden – en lille pæn, flad og åben speedbåd var sunket ved siden af os i nattens løb. Sandsynligvis på grund af regnvand, der ikke var tømt ud, men det så da ikke så unormalt ud lørdag, at vi reagerede. Det gjorde ondt at se på. Vi forsøgte at gøre havnechefen opmærksom på problemet, han ville kigge ud senere. 

Søndag formiddag er der marked langs Meuse. Kød, grønt, ost, mad og drikke, tøj, smykker og skrammel er til salg i boder der strækker sig en kilometer langs floden. Det blev til 3 kg friskplukkede (næsten) appelsiner og en portion belgiske pommes frites af rigtige kartofler med mayonaise som blev bragt hjem til frokosten. Både fritter og mayonaise var fortrinlig. 

Resten af dagen har wifi været godt og det er udnyttet til at komme næsten up to date med bloggen. 

Havnechefen havde i mellemtiden fået fat i både havnepolitiet og ejerne af speedbåden og de kom og forhørte sig og diskuterede. På et tidspunkt kom to indsatsvogne med fuld udrykning også til, en af dem i tørdragt så det ud til, han nøjedes dog med at kigge og hoppede ikke i vandet.

Efterhånden forlod de alle sammen båden igen, og da vi tog afsted mandag morgen, lå den stadig druknet i havnen.

Flere billeder