Forfatter: ElseLyhne

Thomas ankom ud på aftenen torsdag og blev hentet inde i lystbådehavnen. Han havde en stor rygsæk med et SUP-board med. Det skulle afprøves, når vi kom et roligt og trygt sted hen.

Næste dag sejlede vi tidligt om morgenen mod Lefkada, i første omgang med kurs mod Antipaxos, hvor der skulle være en meget smuk ankerplads ved Mesovrika med turkisblå vand. Det var der også andre der havde hørt, og der var ligeledes en række udflugtsbåde, der gik hertil, så vi lå et stykke fra kysten, men vi fik vores frokost og en dukkert.

Sidst på dagen lagde vi til ved en af de nye flydebroer for charterbåde ved bykajen i Lefkada. Vi måtte godt ligge der, da broen ikke var fyldt, men kunne ikke få hverken strøm eller vand.

Næste dag købte vi ind og sejlede derefter videre til Vliho bugten, der var oplagt til at prøve det nye SUP-board.

Vi skulle naturligvis om at se “Kirkebugten” og hulekirken, helst på SUP board, så torsdag sejlede vi en tur derom og badede og sejlede tilbage igen om aftenen. Vi skulle have vand på, og fordi vi var kunder på værftet, Konidaris Boatyard, kunne vi altid lægge til der og få vand på. Det benyttede vi os af en del gange.

Sine og Thomas havde fået gavekort til et weekendophold med børnepasning, de valgte at tage på Cleopatra Beach Hotel, som lå ud til Vliho bugten, så fredag blev de sejlet derover og sat af.

Lørdag formiddag sejlede vi en tur om i Fráxia bugten og tilbage igen og ellers storhyggede vi med børnebørnene med “morfarmængder” nutella og “mormormængder” smør.

Dagen efter hentede vi Sine og Thomas, der havde haft en dejlig kæresteweekend, og sejlede til Atheni bugten på Meganisi, hvor vi blev et par dage og gik en fin tur op til hovedbyen, Katomeri.

Tirsdag sejlede vi tilbage til Tranquil bugten ved Nidri for at handle og derefter til Varko bugten på fastlandet til klart vand og gode strand- og bademuligheder med langsomt stigende vanddybde. Det var også et rigtig godt sted at få styr på SUP-boardet, herunder at blive sikker i at kunne komme op på det igen, hvis man faldt i. Egen erfaring siger at det er anstrengende at svømme med brættet ved siden af sig!

Et par dage efter sejlede vi videre til Palairos, som naturligvis også skulle vises frem. Vi spiste på yacht klubben, der var igen god mad. Vi kunne kun ligge i havnen til fredag middag, da kajen var reserveret til udlejningsbåde hele weekenden, så vi sejlede ud og kastede anker udenfor havnen.

Senere på dagen blæste det op, så vi sejlede over til den modsatte side af af den store bugt og kastede anker i Ioannis bugten, hvor der lå en lille ensom kirke inde på land.

Der lå nogle småøer tæt ved, som vi næste formiddag sejlede hen til i gummibåden for at snorkle lidt.

Derefter tog vi afsted mod den Ambraciske golf, som ligger som en aflukket bugt med indsejling ved Perveza. Vi havde hørt at der skulle være flere flokke store delfiner i bugten og dem ville vi jo gerne se. Da vi kom, var der ret blæsende men vi fik bølgelæ bag Voúvalos øen, hvor vi listede ind over 2 m vanddybde.

Næste formiddag var der svag vind og vi tog på delfinjagt. Først sejlede vi lidt vestpå, men vendte ret hurtigt om og sejlede østpå med alle mand på dæk og gang i kikkerten. Pludselig så vi i det fjerne noget der KUNNE være delfiner. Kort tid efter var vi sikre, det var springende delfiner, så vi sejlede ud mod dem. Delfinerne var på fiskejagt, men også nysgerrige, så da vi nærmede os, begyndte de så også at svømme mod os, og vi fik vores livs oplevelse. Store delfiner sprang omkring os og svømmede sammen med os i lang tid. Børnene var ellevilde og talte i de høje diskanter, og delfinerne hvinede tilbage – vi tænkte i hvert fald at det måske var derfor, de kommunikerede så meget.

Efter næsten en halv time forsvandt de bagud, og mættede af oplevelsen begyndte vi at søge efter en god ankerplads. Valget faldt på Roúgas bugten, hvor der var en campingplads inde på land.

Mandag sejlede vi til Vonitsa, hvor vi ankrede øst for Koukoumitsa Island, en lille bitte ø med en lille kirke. Der var også en stor opbygget sceneplatform, men den var ikke i brug, mens vi var der.

Tirsdag sejlede vi videre mod End bay ved Sivota. Der havde været så dejligt, så vi måtte komme tilbage og slutte familieferien der. Der var ikke plads inderst i bugten, hvor vi lå sidste gang, så denne gang prøvede vi for første gang at ankre op med lange liner i land fra hækken. Det fungerede rigtig godt og er en god måde at ankre mange både på i en lille bugt, da der så ikke skal være plads til at svaje rundt.

Vi havde nogle gode dage der og nød at have vores egen SUP. Der blev også badet og snorklet i stor stil.

Fredag morgen sejlede vi igen mod Garitsas bugten på Korfu. Det var tid at sige farvel og tak til familien for en rigtig dejlig sommer.

Så lykkedes det endelig at få besøg af børnebørnene og deres mor. Året før blev ferien jo aflyst af restriktionerne. Nu fik den fuld skrue. De ankom planmæssigt sent fredag aften og tog en taxa ud til Gouvia Marina, hvor vi fik dem ombord.

Næste dag fik vi pakket ud og så sejlede vi nordøst på til Agni bugten og kastede anker. Her blev vi en dag og badede og hyggede. Mandag sejlede vi mod Sivota og endte i End bay. Vi fik en plads helt inde i den lille vig afskåret af en sandrevle man kunne gå hen over. Det var en perle.

Der var fuldt af – også danske – feriegæster, der holdt aktiv ferie med diverse vandudstyr inkluderet i ferieprisen. Vi blev liggende flere dage og prøvede også at leje et SUP-board. Det var en succes men de var lidt dyre i området, så vi bestilte et på nettet, som Thomas så kunne tage med når han kom om nogle dage.

Fredag sejlede vi videre op gennem øerne ved Sivota og til Plataria. Her var de ved at renovere havnen, men vi kom ind og fik en plads ved kajen, hvor vi kunne få både vand og strøm.

Næste dag fik vi købt ind og så sejlede vi mod Korfu, hvor Aksel skulle hjem og Thomas skulle ombord. Inden afsejlingen tog Sine en selvtest, som man skulle, hvis man skulle med færgen. Aksel var blevet vaccineret inden han tog afsted, men de unge på godt 30 havde ikke fået tilbudet endnu. Så inden afsejlingen tog Sine en selvtest, som man skulle, hvis man skulle med færgen. Vi var overbevist om, at den var ok, senere har vi fundet ud af at det var den vist ikke helt.

Vi kastede anker i Garitsas bay ved siden af et stort fort ud for Korfu bys lystbådehavn. Her lå vi en dag, nogen var oppe at se fortet, og vi nød alle den sidste dag sammen med Aksel. Mandag formiddag blev han sejlet ind til en ventende taxa i lystbådehavnen.

2-3 måneder blev til næsten 7. Grækenland åbnede først op for bevægelse mellem regionerne og sejlads 15. maj. Vi havde ventet flere måneder på at blive vaccineret men endelig kom vi, sammen med vores søn Aksel, afsted mod Grækenland torsdag, d. 17. juni, få dage efter den sidste vaccination. Det var en god disposition at vente på vaccinen, for med den fulgte et coronapas, der gav adgang til friheden. Med det i hånden kunne vi gøre alt det, vi plejede. Flyve, sejle, gå på restaurant, være sammen.

Vi havde lejet en bil som kunne hentes i lufthavnen i Athen og afleveres i Prevesa dagen efter, det var en lang køretur men dejligt at kunne køre helt ud til værftet, hvor vi ankom ved 2-tiden om natten og fik ryddet nogle madrasser, så vi kunne komme i seng. Fredag fik Aksel til opgave at aflevere bilen i Preveza og finde en bus tilbage. Imens gik vi igang med at få ryddet op og få alting på plads og monteret igen efter lakeringen. Udendørs var lakken blevet rigtig fin, indendørs var det mildest talt ikke noget at råbe hurra for, men sprog og kultur gør det vanskeligere at gøre vrøvl. Vi havde heller ikke tiden til at få det lavet om.

Udbedring af skaderne efter stormen i september, skulle vurderes af en taksator før arbejdet kunne sætte igang, men taksatoren kunne heller ikke komme frem der i slutningen af vinteren, hvor vi gerne skulle det lavet. Det endte med, at vi fik et prisoverslag fra værftet som Pantaenius accepterede, og værftet kunne så gå i gang. De havde imidlertid også problemer med håndværkernes frie bevægelighed, så det nye bovspryd med prædikestol og forstærkning til forstaget var dårligt påbegyndt, da vi kom, og blev først færdigt i løbet af nogle dage. Det blev til gengæld rigtig pænt og solidt med tykt massivt teaktræ i stedet for de tynde planker, vi havde før.

Den følgende torsdag blev vi endelig søsat og sejlede ud i bugten og nød sommeren.

Fredag sejlede vi en tur om på den anden side af halvøen, der afgrænser Vliho bugten til Desími bugten, eller som vi yndede at kalde den, “Kirkebugten”, fordi der var en hule i klippen med et lille alter i. Der var vandet dybt og meget klart og vi fik badet en del. Lørdag sejlede vi tilbage igen til Tranquil bugten for at købe ind og gøre klar til at sejle mod Korfu, hvor Sine og børnebørnene skulle lande den følgende fredag. Om aftenen sejlede vi videre til Vliho bugten. Vi havde mødt Nis og Hanne, der også var kommet herned og aftalte at spise frokost med dem på Elena næste dag.

Vi forlod Lefkas ad den lange kanal om mandagen. og det var første gang vi sejlede ud gennem kanalen og nordpå.

Undervejs mod Korfu kastede vi anker for natten ved Gaios på Paxos. Dagen efter sejlede vi en bugt ved den sydøstlige del af Korfu og onsdag mod Gouvia Marina, hvor vi havde bestilt plads. Hvis Lefkas Marine var dyr, var Gouvia om muligt endnu dyrere (og ikke nær så hyggelig). Vi betalte over 200 € for 3 nætter med vand og strøm. Så vi overvejede et alternativ når vi skulle sende familien retur igen.

Vel ankommet til Gouvia fik vi tjekket beholdningen af myggebalsam og redt op til familien i salonen. Der var varmt, så et dynebetræk var nok. Bagagenettene blev hængt op og der blev taget billeder og sendt til børnebørnene, så de kunne se, hvad det var, de var på vej til.

Oven på turen til Korinth og sidst medicanen var vi ved at være sejltrætte. Der var blevet plads ved hotel broen, hvor der både var strøm og vand, og vi kunne godt få lov til at ligge der nogle dage, så vi flyttede os derhen.

Vi havde et par dejlige afslappende dage og var bl.a. en tur oppe ved Nidris vandfald. Det var en flot tur og vi var stort set de eneste.

Der var ikke så meget vand i faldet, men der var dog stadig åbent i bistroen nedenfor vandfaldet, så vi kunne få passende forplejning efter anstrengelserne.

Da vi ikke kunne blive ved hotelbroen længere, rykkede vi tilbage i bugten igen, hvor vi fejrede Pouls fødselsdag ombord

Efter et par dage i bugten var det ved at være tid at lægge bi for vinteren. Vi havde booket vinterhavn fra lidt ind i oktober i Lefkada Marina og nu sejlede vi derop og fik en fin plads blandt alle de andre vinter- og/eller helårs-fastliggere.

Det var lidt tidligt på vintersæsonen endnu, den startede åbenbart først omkring 1. november, men der kom dog så småt gang i flere aktiviteter. Mange af aktiviteterne foregik på eller omkring Café Porto. Her var kor en gang om ugen mod en lille betaling til korlederen, hvor vi sang enkle flerstemmige arrangementer udenfor i porten, og der kom også gang i Lefkada Bridgeklub, der mødtes 2 aftner om ugen på et af byens hoteller og spillede kort på terrassen.

Vi havde skrevet med et andet dansk par, Lone og Johnny fra La Vie Xtra,som også ville overvintre i Lefkada, de kom sidst i oktober og vi havde nogle hyggelige aftner sammen. Hen sidst i oktober begyndte Coronaen igen at stikke sit grimme fjæs frem og der kom flere og flere restriktioner og forlydender om lock down.

Vi nåede at besøge en restaurant lige før nedlukningen

3. november lukkede Grækenland ned igen. Kor stoppede, kortspil stoppede, og vi måtte ikke besøge hinanden på bådene. Nedlukningen blev varslet et par dage i forvejen og vi nåede et sidste restaurant besøg sammen med Lone og Johnny.

Efter nedlukningen sneg vi os ud i mørket og mødtes endnu et par gange med Lone og Johnny inden vi skulle afsted mod Nidri.

Og ellers hyggede vi os ombord og glædede os til at komme hjem til børn og børnebørn.

Vi skulle have været på land i slutningen af november, til Athen og lege turister og så med fly hjem d. 6 december, men hen mod midten af november fik vi pludselig at vide at vores fly fra Amsterdam til Danmark var aflyst og ombooket til et der afgik før flyet fra Athen ankom, så det duede jo ikke. Turistturen i Athen var ligesom ikke så interessant længere så vi kom med den sidste afgang, 23. november, hvor vi kunne komme hele vejen til Danmark på én dag. Til gengæld skulle vi flyve kl 7 om morgenen. Vi fik organiseret, at vi kunne komme på land i Nidri d. 18. november og fik, efter indhentning af skriftlig kontrakt fra værftet i Nidri, tilladelse til at sejle de knapt 10 sømil sydpå. Nedlukningen betød også, at al fritidssejlads var forbudt.

Landsætningen foregik meget professionelt og efter at have brugt nogle dage på aftaler om lakering ind- og udvendigt og reparation af skaderne fra nærkontakten med en anden båd under medicanen, samt på klargøring og oprydning hertil, var vi klar til at tage mod Athen d. 22. november med planlagt retur i begyndelsen af marts.