Torsdag sejlede vi tidligt mod Lefkada, hvor vi fik en plads ved bykajen. Da vi havde alt på plads, kom havnemesteren og sagde at det var en charterplads og charterbådene ville komme tilbage dagen efter, så om vi ikke kunne ligge længere inde i havnen. Vi enedes med ham om at vi skulle forlade pladsen kl. 9 næste morgen, så var det ok.
Resten af dagen gik med oprydning og rengøring, indkøb og klargøring, til Aksel kom.
Alting gik efter planen og bussen var i Lefkada kvart i midnat. Vi fik en øl og Aksel fik lidt mad og så gik vi i seng.
Næste dag sejlede vi som aftalt kl. 9 og satte kurs mod Atheni bugten ved Meganisi. Aksel ville gerne holde Ferie med stort F, snorkle og slappe af med gåture i land. Det kunne Atheni bugten så passende sørge for starten på.
Aksel havde en masse bestillinger med fra Danmark. Nogle kom i brug med det samme, andre ventede til han var taget afsted igen. Afstandsmåleren, som vi havde glædet os til, viste sig at kræve et CR2 batteri. Sådan et havde vi ikke om bord, så det kom på indkøbslisten.
Afstandsmålere bruges mest af jægere, men er også geniale ved ankring mellem andre både og mod land til at måle om man er langt nok ude og langt nok fra de andre både i forhold til den mængde ankerkæde man har tænkt at lægge ud.
Over middag gik vi en tur op til Katomeri, hvor vi fik kaffe, juice og vand på cafén. Isenkræmmeren kunne måske have det manglende batteri, men han havde lukket til 1730, og der var en time til, da vi var færdige med kaffen, så det ventede vi ikke på. Der kommer jo andre butikker.
Vi fik lækre bøffer fra slagteren i Palairos og nød en dejlig aften.
Lørdag sejlede vi ud til de små øer ved indsejlingen til bugten. Her fandt vi en lille skyggefuld strand, hvor Chanel kunne soppe og vi kunne snorkle ved klipperne.
Efter frokost og hygge sejlede vi videre.
Vi ankrede op nord for Palairos havn godt 18, og Poul og jeg tog ind og købte ind og reserverede bord ved strand-tavernaen (Yacht Club’en). Vi fik et bord helt ud til vandet og god mad og rigeligt af det.
Søndag startede Aksel dagen med en løbetur. Efter den var vi klar til at sejle videre mod Kastos, hvor vi kastede anker i en lille vig.
Der var det klareste vand, vi har set endnu, man kunne tydeligt se bunden på 10 meter. vi badede og snorklede og fik god mad.
Dagen efter morgen skulle vi videre sydpå. Målet var en ankerplads undervejs mod Mesolongi. Vi gjorde klart skib og drejede startnøglen. Intet skete! Startmotoren havde drillet før, hvor antagelsen var en dårlig forbindelse og den var fikset. Ny fejlsøgning endte op i, at der kom strøm frem til starteren og den blev varm, men derudover skete der ikke noget. Altså måtte det være selvstarteren. Vi havde en renoveret selvstarter i reserve, som Poul med stort besvær fik monteret i stedet for den, der ikke virkede. Desværre uden resultat. Det var faktisk ikke så godt. Heldigvis har vi flere rigtig gode livliner i Danmark, en af dem blev ringet op, og Poul fik nogle gode råd, der dels gik på at den nu afmonterede selvstarter – den der blev varm – var bedste bud på at få en selvstarter til at køre igen, og at Poul skulle skille den ad og rense den krans, som kullene kørte på. Så den renoverede selvstarter blev afmonteret igen og den første renset og sat på igen – motoren startede . Tak til Djan for de gode råd.
Klokken var i mellemtiden blevet hen ad 8 aften, så vi flyttede os ikke den dag.
Tirsdag stod vi tidligt op og sejlede mod Mesolongi. Vi valgte at lægge ruten langs kysten ind mellem de mange øer. Her kiggede vi også på de ankerpladser vi havde været undervejs til dagen før. Ormos Marathiás så godt ud. Bugten på Provati var meget beskyttet, men krævede en snor i land, den var for smal til, at vi ville turde ligge bare for anker.
Vi ville stoppe på østsiden af Oxia, men alle de steder, hvor der var lavt nok til at kunne ankre, lå der fiskefarme, og der var heller ikke nogen strand, hvor det var til at komme i land. På modsat side, på fastlandet, vart der tilgengæld en stribe land med sandstrand, så vi gik derover i stedet og kastede anker, fik luftet hund og spist frokost.
Derefter sejlede vi videre til Mesolongi. Her kastede vi anker i havnebugten.
Vi var en tur oppe i byen for at købe lidt ind, og så tog Poul og jeg ind for at finde et biludlejningsfirma, der skulle holde til på Marinaen. Vi fik kigget lidt på havnen, som er en mulig kandidat til vinterhavn, men biludlejningsfirmaet fandt vi ikke. På deres hjemmeside kunne man til gengæld booke en bil, og de havde et telefonnummer. Vi besluttede at tage tilbage til båden for at gøre det, det var nemmere at overskue på en computer.
Man kunne så ikke booke tidligere end 24 timer frem, så jeg ringede til firmaet. Det viste sig at kontoret på marinaen var inde i marineshoppen, som vi var gået forbi uden at se flaget udenfor, hvor udlejningsfirmarets logo stod. Så jeg måtte ind igen og tale med dem. Vi kunne godt få en bil dagen efter, så det var fint.
Onsdag skulle vi se Olympia på Pelepones. Vi havde lejet en Peugeot 108 med automatgear, og vi havde en rigtig fin tur til Olympia. Der er 3 museer ud over den arkæologiske udgravning. Vi nåede kun det ene, det arkæologiske museum, hvor de fleste fund blev udstillet.
Spændende at se arnestedet for Olympiaden og stedet, hvor den olympiske ild nu om stunder bliver tændt og bragt frem til olympiadeåbning, hvor end i verden det foregår.
Da vi nu havde bil, fik vi også købt ekstra meget vand og sodavand ind.
Næste dag fik vi afleveret bilen og fyldt vand på tanken, og så tog vi afsted mod Trizonia. Først skulle vi under broen mellem Rio og Antirio.
Lidt fakta om broen:
Rio-Antirio-broen fra 2004, officielt kaldet Charilaos Trikoupis-broen efter statsmanden, som først forestillede sig den, er en 2.880 meter lang skråstagsbro, som spænder over Korinthiske Bugt nær Patras og forbinder byen Rio på Peloponnes med Antirio på det græske hovedland. Denne bro betragtes vidt og bredt som et mesterværk indenfor ingeniørkunsten på grund af flere unikke løsninger taget i anvendelse for at spænde over dette vanskelige sted. Disse vanskeligheder omfatter dybt vand, usikker bund for fundamentet, jordskælvs-aktivitet, risiko for tsunamier og Korinth-bugtens ekspansion som følge af pladetektonik.
Man skal kalde op på kanal 14 for at få tilladelse til at passere og oplysning om, hvilket broafsnit man skal sejle igennem. Det midterste er forbeholdt kommerciel trafik, mens lystbåde og mindre både sejler gennem det nordlige eller sydlige broafsnit. Som regel skal østgående både sejle i det sydlige og vestgående i det nordlige broafsnit, men der var ikke meget trafik og vi fik besked om at sejle gennem det nordlige, hvilket også var lidt kortere.
Efter broen blæste det op, så vi kunne sejle for genua. Vi havde vinden agten ind, så det var mest prakisk.
Undervejs blæste det mere op end vi lige havde regnet med. Lidt før Trizonia var vi oppe på 16 m/s. Vi gik 7 knob for forsejlet alene, på et tidspunkt tog vi endda en omgang eller to ind på det. Vi nåede frem sidst på dagen og kastede anker ad et par omgange til vi lå godt. Der var ikke så meget plads i bugten og der lå flere for anker. En enkelt, der var kommet efter os, kom også rigeligt tæt på, syntes vi, måske den gled i ankeret, men det så ud til at det gik.
Fredag morgen ville vi gerne tidligt afsted. Vejrudsigterne for de næste dage lød ikke alt for godt og vi havde jo en deadline søndag i Korinth, hvor Aksel skulle med toget til lufthavnen i Athen mandag morgen. Derfor bestemte vi os for at sejle til Korinth allerede fredag.
Da vi vågnede lå der en båd tæt bag os. Den foran var til gengæld væk. Så vi troede først, at den var skredet i ankeret og i nattens mulm og mørke ligeså stille, men heldigt var drevet forbi os. Det var imidlertid forkert. Den båd der lå bag os, var kommet i nattens løb og var bange for at deres anker havde fat i vores ankerkæde. Så de startede også motoren og var klar, da vi begyndte at trække ankeret op. De sejlede op foran os og ned på den anden side, da de mente at vi så kunne trække vores anker op. Desværre havde det den modsatte virkning, idet vi ganske vist med møje og besvær fik et anker op sammen med en masse kæde, der var viklet omkring det, men det viste sig at det var deres anker. Der var efterhånden kommet mange mennesker på vores fordæk: Aksel og Poul og to personer fra deres båd stod nu og forsøgte at få redt kæder og ankre ud, alt imens jeg forsøgt at undgå at båden gled op i de andre ankerliggere, samtidig med at kæderne ikke blev strammere end at dæksfolkene kunne arbejde med dem. Endelig fik de skilt vores og deres og de fremmede steg i deres gummibåd, mens vi samlede vores anker op og sejlede mod Korinth.
Der var en del vind på den første del af turen, men den døde langsomt og blev først til modvind, da vi var ved at være i havn. Vi gik ind i den indre havn, men der var ingen ledige pladser, så vi måtte lægge til i den kommercielle havn bag en stor træketch. Da jeg gik ned for at lukke forlugen op, så der kunne komme lidt luft ind, lugtede der svagt af brændt gummi. Først tænkte jeg på bovpropellen, men lukkede lige op til batterierne først, av – jeg brændte mig på indersiden af døren! Jeg kaldte på Poul og han fik MEGET travlt med at tømme hylderne i skabet og skubbe dem op så han kunne tage strømledningerne af batterierne. Det var kun det ene batteri der var brændt sammen, det var til gengæld meget varmt og der kom røg – formentlig syredamp – ud af det. Så det skulle op på kaje n og det skulle gå stærkt. Heldigvis havde vi den styrketrænede Aksel ombord, der med kraftige læderhandsker på fik batteriet båret i land.
Det andet kom også i land og vi åndede lettet op.
Der kom en anden sejler ind og lå ved kajen sammen med os. Det blæste op fra N-NØ og vi lå rigtig skidt ved den lave kaj. Bølgerne i havnen var en overgang næsten en halv meter høje og blev reflekteret af kajkanten, så vi lå meget uroligt. Alle fendere var i brug mod kajen, men frygten gik på om det blæste endnu mere op og om fenderne så ville kunne holde os fra kajen. En gåtur over til lystbådehavnen bragte ikke rigtig nye muligheder med sig. Vi fik dog snakket med et par stykker, blandt andet en russisk Targa 46 motorbåd, de ville sejle 9.00 dagen efter. Han ville ikke sende os en sms, når han tog afsted, men bedyrede, at det var kl. 9.
I mellemtiden var det faktisk løjet af og bølgerne var aftaget, så vi fik en øl og hyggede os og gik i seng.
3 timer senere vågnede vi ved, at vi hoppede og dansede og blæste ind i kajen igen. Vi stod op og overvejdede om vi kunne gøre noget. Naboen var også stået op. Lystbådehavnen gav stadig ikke gode muligheder. Vi snakkede om at sejle over til yderkajen og sætte en snor i land, men det ville virke bedst med en person i land. Og – resten af den kommercielle havn var indhegnet! Uden bovpropel og ankerspil kunne vi heller ikke sejle ud midt i bassinet og kaste anker, hvilket nok ellers havde været mere fredeligt. Men igen lagde vinden sig og vi krydsede fingre for at den holdt sig i ave til næste morgen.
Resten af natten forløb roligt og næste morgen var vi klar lidt i 9 og sejlede ud fra kajen ved brug af spring. Det fungerer faktisk rigtig godt. Godt med fendere helt ude i stævnen, en fortøjning fra stævnen og i land, motor i fremadgående og drej roret, så vi sejler ind mod land. Derved svinger hækken langsomt ud fra kajen. Når den er kommet langt nok ud og vi heller ikke kan dreje mere uden at det går ud over stævnen, sættes i bak med neutralt ror, fortøjningen slippes, og vi glider ud og væk fra kajen.
Vi ventede nu på at russeren skulle sejle, som han havde sagt at han ville. Der skete ingenting. Der var et andet sted i havnen, hvor der lå to både i forlængelse af hinanden. Den ene var sejlet, og den anden sejlede da kl. var 945. Vi blev enige om at sejle ind og lægge til der. Da vi var ved at være færdige, sejlede russeren ud. Da var klokken 10. Måske det bare er svært at kende forskel på nine og ten???
Vel i havn begyndte vi at undersøge, hvordan vi kunne få to nye batterier. Det endte med en bestilling hos Nautilus i nærheden af Athen og afsendelse med taxi til Korinth. Nok ikke den billigste løsning men kl. kvart i 5 havde vi to nye batterier og kl. 5 var de installeret og bovpropel og anker virkede igen, det var rigtig rart at vide.
Vi havde også besøg af en fupmager, der sagde at vi lå på en fiskers plads, og han vidste ikke hvornår han kom hjem, men hvis han fik vores telefonnummer kunne han finde ud af det og advare os. Og så ville han da gerne have 5 € for ulejligheden. Gået på klingen ville han ikke sige hvem han var, men snakkede udenom. Det endte med at Poul forbarmede sig og gav ham 2€.
Resten af dagen gik med Tour de France, hygge og spil.
Søndag gik vi en tur hen til Korinthkanalen. Vi kom lige som en stor motorbåd sejlede ud og sejlbåde derefter sejlede ind. Der holdt mange biler i kø, på en oversigtstavle kunne bilisterne se, at broen ville være lukket fra 1045 til 1110, så der var tid til at gå på cafeen og få en kop kaffe. Da klokken var 1115 og den sidste motorbåd, der havde nærmet sig udefra med stor fart, var kommet igennem, hævedes broen op fra dybet og kom på plads, så bilerne kunne køre igen.
Om aftenen spiste vi i byen og nød Aksels sidste dag hos os.
Mandag morgen fik Aksel pakket de sidste ting og vi gik op til taxaholdepladsen, hvor han tog en taxa til Togstationen. Herfra var der en direkte forbindelse til lufthavnen i Athen.