Brisbane

14/9 17 – 16/9 17

Næste dag kørte vi til Brisbane. Vi havde planlagt 2 nætter på en plads 4 km fra centrum med gratis wifi på én enhed, men da vi nåede frem faldt vi for “betal for mindst 3 nætter og få en ekstra enhed på wifi”. Man kan jo få internet-abstinenser. Vi var også laaangt bagud med vores blog.

Vi havde således 2 hele dage i Brisbane. Den første brugte vi på Queensland Museum, som er et primært naturhistorisk museum med forskellige faste og midlertidige udstillinger.

Vi så en udstilling om romerrigets gladatorer – på højde med Moesgaards, selv om Poul nu mente at Moesgaards var bedre.

Vi så dinosaur-skeletter og megafauna-skeletter fra en tid før Australiens centrale dele udtørrede. Dengang for 60.000 år siden lignede dyrene dem vi kender i dag, men de var en del større. Vi så også udstoppede eksemplarer af nulevende dyr, fisk og fugle, det var fint lavet og interessant at se og få sat navn på nogle af de levende skabninger, vi havde set tidligere. 

Vi så også lidt af byen og dens dyr og nåede en tur i Brisbane City Botanic Garden og ud for at se byens lys, inden vi trætte fandt bussen hjem.

Det var en lidt blæsende dag, og vi snakkede om, at vi skulle have haft rullet solsejlet ind, inden vi tog afsted om morgenen. Ganske rigtigt og ærgerligt – da vi kom tilbage, var det flænget 30 cm, hen til første overliggerstang. Vi fik det rullet ind og brugte natten til at ærgre os og udtænke reparationsmuligheder.

Næste dag tog vi ind til byen igen og tog med en turistbåd på floden. Det var en flot og interessant tur, desværre var det lidt svært at høre og forstå guiden, til gengæld havde vi fået udleveret et kort, hvor de forskellige ting var beskrevet, og der var indsat historiske billeder, så det gik alligevel.

Tilbage ved udgangspunktet tog vi hjemad for at spise sen frokost og se, om vi kunne gøre noget ved flængen i solsejlet. Vi endte hos BCF (boat, camping and fishing), hvor vi fandt repair kits til hhv. telte (bomuld) og luftmadrasser (nylon). Begge kits indeholdt både nål og solid tråd samt lim og stof. Solsejlet mindede mest om nylon, det blev repareret så godt vi evnede, så nu er vi spændte på, om det holder og hvad Apollo siger til det.

Alle billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.