Merwede kanal

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestmail

Merwede-Kanaal er en kanal i den nederlandske provins Utrecht. Den starter i Utrecht og forbinder Amsterdam-Rhein-Kanaal med en gren afRhinen kaldet Boven Merwede syd for Gorinchem. Kanalen har en længde på 35 km.

Vi var blevet rådet til ikke at følge Lek videre mod Biesbosch som vi har tænkt at sejle gennem, men i stedet gå ned ad kanalen omtrent lige over for havnen. Lek er en af hovedfærdselsårerne mod Rotterdam med lige så meget trafik som Rhinen. Merwede kanal er helt fredelig. På første halvdel mest i landlige omgivelser. Der var ikke rigtig nogen steder at lægge til ud over ved broerne, men de gik på ”magisk vis” op når vi kom hen til dem, så vi fortsatte. Midtvejs, ved Meerkerk, lå en masse både ved kanalkanten og det kunne vi vel så også, det var høj frokosttid. Det var egentlig et sted beregnet til fragtere, men dem var der jo ikke så mange af, og der var åbenbart accept af, at lystbåde slog sig ned der. Det var et rigtigt dejligt sted så vi besluttede at blive natten over. Det gav lidt tid til endelig at få vores bimini monteret. Det så heldigvis nogenlunde fornuftigt ud, der var lige lidt småting, der kunne forbedres. Vi fik sen aftensmad under tag på agterdækket.

Næste dag sejlede vi videre og her sejlede vi nærmest på folks terrasser. Det var en rigtig fin og smuk tur, som endte i Gorinchem. Byen så spændende ud på søkortet, hvor man tydeligt kunne se, at der var gamle skanseanlæg rundt om byen. Vi ville have været ind i centrum at ligge, men 3,7 m under broen var lige lidt nok, specielt fordi der reelt var mindre, og vi ikke lige havde planer om at rigge ned til de 3,4 m, som vi har haft som mindstemål. Så vi ville gerne have broen derind til åbnet. Vi kunne bare ikke finde hverken hvilken VHF-kanal at kalde op på eller nogen lys, der kunne vise, at broen var lukket, så vi valgte at gå ned ad en anden kanal, hvor vi lige kunne gå under broen. Vi kom igennem en sluse og lagde til i lystbådehavnen lige ved udsejling til Waal. 

Lidt nærstudier af Water Almanakken viste, at den bro, vi gerne ville have haft åbnet, er en fast bro. Efter frokost gik vi en tur rundt på nogle af de gamle skanser, som omkranser altstadt, og hen til den famøse bro, hvor vi ved selvsyn kunne konstatere, at vi var kommet til at vente længe på at få den åbnet.

Der var internet i havnen, det var dog meget ustabilt. Det samme var elforsyningen. Ikke fordi den faldt ud, men fordi automaten skulle fodres med 50 Cent mønter ustandselig. De andre steder vi har været med elstander med møntindkast, har en Euro rakt til et døgn, selv med elvarmen tændt. Ved vestlig vind af en vis styrke var havnen også temmelig urolig, så det fristede ikke til længere ophold. Til gengæld blev vi anbefalet at tage 5 km op ad Waal og gå ind, idet der var et spændende slot, som vi skulle besøge.

Flere billeder

2 meninger om “Merwede kanal”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *