Canal lateral à l’Oise og Canal de l’Oise à l’Aisne

6/7 19 – 12/7 19

Der fulgte nogle store pløkke/hegnspæle med båden, da vi købte dem, de er blevet fundet frem, børstet af for den værste rust og afskallet maling og har pt. fast plads på ruffet. De anvendes ved fortøjning, hvor der ikke er nogen pullerter, det fungerer fint. 

“Kantstensparkering”

Vi fandt en kantplads lidt oppe ad canal de la Sambre à l’Oise ved Tergnier/Fargniers, bankede pæle i og fortøjede. Der var en lille vej ved siden af kajkanten, en masse biler ved huse i nærheden, og vi tjekkede Google Maps for en rute for kørsel i bil til vores placering. Det så fint ud, så familien fik placeringen pr. sms. De var kørt fra Vadum tidligt lørdag morgen og med stop undervejs ankom de lidt i 23. Desværre var der oppe ved den lidt større vej, hvor de skulle dreje ned, et indkørsel forbudt skilt (med en fransk tekst nedenunder), og trætte, som de var, lod de sig ikke overtale til at trodse skiltet. I stedet fandt de en parkeringsplads og bar og skubbede kuffeter og klapvogn det meste af en km for at komme ned til os. Vi gik dem i møde og havde lidt ondt af dem. Sengene var redt, ungerne blev puttet, vi fik en hurtig øl og alle gik til køjs.

Søndag blev bilen hentet ned til båden og tømt for alle vores bestillinger, der blev pakket ud og organiseret, herefter sejlede vi alle til Chauny, en hyggelig havn og by med y-bomme mod kajen. 

Mandag blev børnebørnene hos os, mens børnene tog afsted for at se Tour de France. De skulle komme tilbage omkring aftensmadstid, men ringede at bilen var gået i stykker inden de havde nået at se cykelløb, de og bilen var kørt til et værksted, som først havde tid til at kigge på bilen den følgende mandag, og de ventede på afklaring omkring en lånebil. Afklaringen lod vente på sig, det endte med at de blev indlogeret på et hotel i Reims. Dagen efter fik de at vide, at de kunne få en bil kl. 10, men de valgte at vente til om eftermiddagen. Derved fik de mulighed for at være med i startområdet i Reims til dagens etape. De kom således hjem hen på eftermiddagen med lånebil, souvenirs, goodies og sågar autografer. Så det blev heldigvis alligevel til Tour de France, som de havde glædet sig til i snart et år.

I mellemtiden havde vi hygget med børnene, fået installeret ny maceratorpumpe og ny lækker badestige. Vi havde ikke fået den badestige vi havde bestilt (!?), men en helt anden. Den var til gengæld meget bedre viste det sig senere. 

De næste dage var fredelig sejlads ad Canal de l’Oise à l’Aisne. Vi overnattede ved Halte Nautique i Pinon, en dejlig grøn plet med borde og bænke og indkøb i nærheden – ingen facilteter. Næste stop Halte Nautique Pagny-Filain, hvor vi kunne få el og vand mod betaling af 7€ for overnatning. Overnatningsstedet lå kort før toppen af kanalen, hvor vi skulle igennem en tunnel, og lige ved siden af en stor sø. Søen var til alle former for vandsport og fungerer som vandreservoir for kanalen. Sidste stop Halte Nautique Bourg-et-Comin, endnu et dejligt sted lige ved kanalens udløb i Canal lateral à l’Aisne. El og vand ved broen og gratis overnatning. Indkøbsmuligheder i nærliggende by. 

Alle billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *