Wilhelminakanaal og Eindhoven

30/5 19 – 3/6 19

Idyl i Wilhelminakanal

Efter Biesbosh sejlede vi lidt ned ad Maas og efter nogle kilometer ind på Wilhelminakanaal.

Jeg har i mange år haft en tanke om at komme til Eindhoven når lejlighed sig byder. Det viste sig ved nærmere granskning, at der faktisk går en kanal forbi Eindhoven med en stikkanal ind mod centrum.

Wilhelminakanaal er smal, normalt ikke under 2,5 m vand, der garanteres dog kun 1,9. Vi oplevede ikke under 2,3 hvis vi holdt os nogenlunde midt i. Rigtig smuk tur, vi mødte enkelte lystbådehavne men ellers var der mulighed for at lægge til ved en sluse. Det benyttede vi os af.

Også containere skal skrottes på et tidspunkt…

Dagen efter sejlede vi så videre ad Wilhelminakanaal og ned ad Beatrixkanaal til lystbådehavnen i Eindhoven. Her fik vi en fin plads med både strøm og vand og Wifi. Vi betalte straks for 3 overnatninger og cyklede op i byen til en computerbutik.

Bedste køb længe…

Vi havde efterhånden flere dimser på ønskesedlen: en strømforsyning til Pouls PC, et kabel til mellem kamera og min nye mac, som Poul bruger til billedbehandling og en cykelholder til iPhone. Google Maps er rigtig fint til navigation, det bliver bare bedst hvis man også kan se skærmen og ikke kun har lyden i ørerne. På vejen hen til butikken kørte vi forkert 3 gange!

Butikken havde ikke alle varer hjemme, men de ville komme tidligt næste dag (selv om det var lørdag?!), og det var helt fint. Vi fik købt ind på vejen hjem og hyggede os i havnen om aftenen.

Eindhoven er en teknologiby på baggrund af Philips fabrikken, som har sin oprindelse her og stadig er en kæmpestor arbejdsplads i byen.

Philips har sat sig mange spor i byen. Fodboldelskere kender f.eks. PSV Eindhoven som er en af de store europæiske fodbdoldklubber. PSV står for Philips Sports Verein.

Den første glødepære

Philips har også et museum, som fortæller historien om Philips, og det skulle vi naturligvis se. Det var en spændende historie om en virksomhed, der startede med at specialisere sig i at lave glødepærer til den voksende efterspørgsel efter elektrisk lys. Efter 3 år var de heldige (dygtige) at få en kæmpeordre på 50.000 pærer til den russiske zar. Det blev startskuddet til ekspansion og videreudvikling. Fra glødepærer over røntgenrør til radiorør og billedrør som var den væsentlige bestanddel i radioer og fjernsyn. Indtil transistorer og fladskærme kom frem. Philips har været med hele vejen og er i front indenfor forskning, og der er selvfølgelig også et teknologiuniversitet i byen.

Den første fabrikshal

Dagen efter gik vi en tur i byen. Den bærer i nogen grad også præg af teknologi og unge mennesker, den savner dog den charme der er i byer med gammel bymidte. Byen har efter sigende et rigtig godt kunstmuseum, som vi dog ikke besøgte.

Der gik en flok store karper i havnebassinet
Så fik vi endelig solsejlet lavet færdigt. Det både skygger og hygger

Alle billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *