Saône

5/8 19 – 15/8 19

Mandag sejlede vi til Auxonne. Endelig ude af kanalen og tænk, Saône er ligeså smuk og med noget mere liv ved bredderne. Og med langt mellem sluserne og max. hastighed på 15 km/t (vi sejler nu kun 11!), så går det der ud af. Vi havde frokostankeret i vandet for første gang i meget, meget lang tid. Og i havn i Auxonne – her er wifi og udlejningsbåde! Den første skrabede op ad vores badeplatform, den næste var tæt på at sejle ind i os også. Uha. Næste gang vi går i havn forsøger vi at finde en plads, der ikke ligger lige først for.

Tirsdag sejlede vi til Seurre gennem to sluser, hvoraf den sidste var meget stor. Vi begynder så småt at komme ned, hvor der er større fragtere igen.

Det er ikke bare os der har “swimmingpool” i stævnen – kæmpe sejlende villa, som vi slusede sammen med. Vi kunne ikke helt finde ud af om det bare var en familiebåd, eller den sejlede med betalende gæster.
… og der blev også plads til en stor fragter

Dagen efter var det regnvejr, så vi blev liggende og brugte noget af dagen på vinterhavnsprojektet. Facebookgrupperne er gode, når der er brug for råd eller hjælp. Denne gang ideer til vinterhavne. Ud fra ideerne indhentede vi tilbud på vinterhavn i både Cartagena og Badalona (forstad til Barcelona). Cartagena lyder mest spændende og godt, men der er langt at sejle. Det er ikke så let at bestemme sig.

Torsdag sejlede vi til Gigny og fredag til Macon Lystbådehavn. Det er tydeligt at byerne begynder at få sydlandsk præg. Vi bestilte flybillet til mig hjem om knapt 3 uger. Jeg skal hjem og hente stående rig, forsejl og andet, før vi kan få master på og sejle ud i Middelhavet

Lørdag cyklede vi ind til centrum af Macon og så lidt på byen. Vi så bl.a. kirken Église Saint-Pierre, en meget smuk kirke. 

Église Saint-Pierre blev opført 1859 – 1865 efter arkitekten André Berthiers tegninger. Berthier skabte en neoromansk kirke med store dimensioner: 75 meter lang og 30 meter bred. Kirken har en flot beliggenhed på Place Saint-Pierre, hvor man kan stå på god afstand og beundre facaden med de to 53 meter høje tvillingetårne. 

Inden man går ind i kirken må man beundre de fine halvcirkelrunde basrelieffer over de tre indgangsdøre: I siderne Marias himmelfart og Den yderste dag, og i midten Peters korsfæstelse med hovedet nedad. 

Indvendigt er kirken indrettet som en treskibet basilika med sidekapeller. Der er flot lys ind gennem de mange vinduer øverst i det midterste skib.
Rundt omkring i kirken ses malerier og værker i udskåret træ.

Både det store hovedorgel og kororglet er fra 1800-tallet. Kororglet blev bygget af det berømte orgelbyggerfirma Cavaillé-Coll i 1866.

Søndag formiddag sejlede vi til Belleville inden det blev regnvejr. Beslutning om vinterhavn skal tages i weekenden. Langt om længe fortæller mavefornemmelsen os, at vi skal vælge Badalona. 500 km sejlads mindre og også et godt sted.

Belleville har en lille flydebro med plads til 5-6 både. Her nød vi tilværelsen et par dage. Der var både strøm og vand og tilsyneladende gratis. Indkøb i cykelafstand og et spændende hospitalsmuseum med interiør og sygepleje fra det 18. århundrede og med audioguide på engelsk.

Sejlads mod Lyon

Onsdag sejlede vi til Lyon. Lyon er en super flot by med mange pragtfulde bygninger. Katimaje IV fra Bogense, som vi mødte i Mölln på Elbe-Lübeck kanal, lå også i Lyon, nu på vej hjem igen efter at have været et par dage Middelhavet, så vi besøgte Jens om aftenen og udvekslede oplevelser, det var rigtig hyggeligt.

Alle billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *