Rhône til l’Ardoise

Facebooktwitterredditpinterestmail
Rhône er lige så smuk som Saône, det er som at sejle gennem et strømfyldt Lillebælt med skove, bjerge, vinmarker og maleriske byer.

Der er helt sikkert meget at se i Lyon, vi havde bare mere lyst til at komme videre, så torsdag sejlede vi til Les Roches-de-Condrieu, hvor vi kunne få strøm og vand. Her fik vi ordnet vasketøj og købt ind.

Fredag sejlede vi til Saint-Vallier. Vi gik en tur op i byen. Der var mange ferielukkede og en del permanent lukkede butikker, men ellers var det en fin by centreret omkring udløbet af floden La Galaure.

Alperne i baggrunden

Lørdag sejlede vi videre til Valence lystbådehavnen der ligger i udkanten af byen. Undervejs havde vi en del vind fra syd med bølger og sprøjt i luften. Vi havde egentlig snakket om at stoppe ved en kaj lidt tidligere, men dels lovede de endnu mere vind søndag, dels havde det været noget uroligt ved kajen i Saint-Vallier, bl.a. havde en stor fragter passeret efter vi var gået i seng, og den satte så meget sø, at vores badeplatform kom under vand og efterfølgende sprøjtede det op og ind ad agterlugen til os. Vejrudsigten lovede regn de følgende to dage og vi havde god tid til at nå Avignon til flyafgang, så vi betalte for 4 nætter. I Valence hyggede vi os nogle dage og vi besøgte også museet for Armensk kultur og folkedrabet på armenere i 1915, som vi ikke vidste noget om. Det var et spændende og tankevækkende sted med engelsk audioguide.

Fontaine Monumentale i Valence

Onsdag var det tid at komme videre, så efter indkøb var der afgang ved middagstid. Vi skulle have vand på før afgang, men det løb så langsomt, at vi kun fik tanken halvt fyldt. Vi ville ikke risikere at skulle betale for endnu en nat! Vi havde egentlig overvejet et par småhavne undervejs, men det endte med at vi sejlede helt til Viviers, da der var meget modvind og meget medstrøm så en lille havn med plads til både på max 13 m fristede ikke at kravle ind i. Venlige mennesker hjalp med fortøjningerne.

Lystbådehavnen i Viviers

Dagen efter blæste det stadig fra nord, så vi blev liggende og gik en tur op i den gamle bydel. Det var som at rejse tilbage til middelalderen. Husene var velholdte og det var en spændende tur. Sjovt nok var der dog mange cafeer og restauranter, der var lukkede. Vi gættede på at åbningstiderne afhang af, hvornår de store krydstogtskibe lagde til i havnen og sendte gæsterne på guidet tur i byen. Nå men vi skulle heller ikke købe noget alligevel.

Fredag sejlede vi til Saint-Étienne-des-Sorts. Vi kom igennem en stor sluse, 22 m høj, og stoppede for frokost men besluttede at blive liggende.

Der er langt op…

Vinden løjede af og det blev en dejlig eftermiddag og aften. Der kom et tysk par i en scampi 30, han havde knækket masten i høj sø ud for en klippekyst i Sydspanien, men ingen vant var sprunget og salingshorn var intakte, så alu-profilen måtte simpelthen være blevet ”træt”. Han havde sejlet med den halve mast og spileren som råsejl og på den måde sejlet 500 sømil til Port st. Louis. Det var åbenbart svært at få en ny mast i Spanien uden at skulle af med en formue. Så nu var de på vej hjem.

Lørdag sejlede vi videre sydpå ad Rhône og nærmede os Avignon. Vi havde bestilt flybillet fra Marseille men efterfølgende fundet ud af at der ikke var nogen offentlig transport fra Port St. Louis til Marseille. Derimod gik der tog fra Avignon, så det var planen at stoppe der, mens jeg tog hjem til Danmark. Vi havde nu god tid da jeg først skulle flyve onsdag. Så vi kiggede lidt på mulighederne.

Flere steder på Rhône (og andre floder), hvor der er problemer med for meget strøm og/eller vanddybder, har man valgt at lave en kanal med en sluse, som leder udenom det vanskelige sted, ofte med et vandkraftanlæg ved siden af slusen. Den gamle del af floden er derved blevet mere fredelig men stadig ikke sejlbar. Den øvre og den nedre del af det gamle flodleje er dog ofte sejlbare og et godt sted til en havn. Det var f.eks. tilfældet i Viviers, hvor havnen lå lige der hvor kanalen og floden igen løb sammen.

Det var også sådan et sted vi valgte at gå til, nemlig L’Ardoise, som ligger 5 km oppe ad den gamle flod og godt beskyttet. Altså lidt af en omvej for forbipasserende. Der var smukt og stille på den gamle flod som endte i en hendøende erhvervshavn og en lystbådehavn med strøm og vand, wifi og en meget serviceminded havnekaptajn-inde og restaurantindehaver (vi prøvede det af, det var udmærket mad). Det tog ikke lang tid for Poul at beslutte, at han gerne ville blive her, mens jeg tog hjem til Danmark.

Flere billeder

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *